Danske reserver sikrer plads i mellemrunde

Der er stor bredde hos de danske håndboldherrer. Landstræner Ulrik Wilbek sparede flere af de største danske profiler, men holdet vandt alligevel 26-19 over Algeriet ved VM i Sverige og er videre til mellemrunden med minimum to point.

Danmark fik en kanonstart og var foran 6-1 efter 10 minutter. I samme periode hamrede danskerne bolden på træværket hele fire gange - tre gange via en uheldig Mikkel Hansen.

Algeriet fulgte godt med i resten af halvlegen, som endte 16-9 i dansk favør. Søren Rasmussen stod formidabelt i de første 30 minutter, han fik chancen.

Wilbek valgte at spare bærende kræfter som Hans Lindberg, Kasper Søndergaard, Bo Spellerberg, Kasper Nielsen, René Toft Hansen og Mikkel Hansen, som alle fik begrænset spilletid.

Nøglespillerne kunne fornuftigt få en velfortjent pause, fordi modstanden var yderst begrænset. Afrikanerne forsøgte med meget uortodokst og offensivt forsvarsspil, men danskerne havde gang på gang tempoet til at løse udfordringen.

Danmarks bredde kan kun blive et plus ved dette verdensmesterskab. Og det var en fornøjelse at se blandt andre fløjen Lasse Svan Hansen udnytte chancen i Lindbergs fravær.

Den unge komet Rasmus Lauge kom også ind og beviste, at han sagtens kan få en rolle i endnu sværere kampe. Endelig fik stregen Jacob Bagersted, som længe havde stået standby ved VM, sin ilddåb - uden at imponere synderligt.

En af de ting som kan undre lidt, er, at Bo Spellerberg ikke fik mere spilletid, for endnu har han ikke rigtig bevist, at det er ham, som skal løse de helt store opgaver ved VM.

Med sejren er Danmark sikret minimum to point i mellemrunden. Men det kan blive endnu bedre, hvis Wilbeks tropper formår at besejre Kroatien i torsdagens sidste gruppekamp i indledende runde.

Det scenarie sikrer fire danske maksimumpoint i mellemrunden, mens kroaterne og serberne må nøjes med et enkelt point efter deres indbyrdes uafgjorte kamp tidligere onsdag.

Dermed er der lagt op til en spændende gruppefinale mod Kroatien torsdag aften, hvor Danmark med en sejr kan sende sig selv meget tættere på en semifinale og Kroatien på randen af knockout.

/ritzau/

De danske håndboldherrer vandt 26-19 over Algeriet ved VM i Sverige. Dermed er holdet klar til mellemrunden.

Offentliggjort Sidst opdateret