Danske stjerner må droppe åbningsceremoni i Paris
Badmintonspiller Viktor Axelsen var med, da Danmarks Idrætsforbund (DIF) holdt et fælles pressemøde for danske atleter i OL-byen onsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mellem 5 til 10 danske atleter ventes at være med til den bitre ende og se den olympiske flamme blive tændt.
Fredagens åbningsceremoni ved OL i Paris forventes at blive spektakulær med indsejling af tusindvis af atleter på Seinen.
Men flere danske atleter vil være fraværende, fordi åbningen er for fysisk krævende og udmattende.
Med undtagelse af fanebærer Niklas Landin og tre reserver bliver samtlige spillere på herrelandsholdet i håndbold væk, da de indleder OL-turneringen mod Frankrigs værter om lørdagen.
Heller ikke den forsvarende olympiske mester i badminton, Viktor Axelsen, vil sejle med.
- Jeg kommer ikke til at deltage i åbningsceremonien af den årsag, at jeg skal spille dagen efter.
- Det ærgrer mig, for man vil gerne kunne gøre det hele.
- Men jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at være helt klar til at spille fremfor at være med i åbningen. Vi er som atleter vant til at lave kompromisser, og det her er et lille et, siger Viktor Axelsen.
OL-chef Søren Simonsen var onsdag i gang med at danne sig et overblik over hvor mange atleter, der deltager.
Forventningen er, at omkring 55-60 atleter vil være med på den indledende sejltur, der begynder klokken 19.30.
Efter den seks kilometer lange tur på Seinen fortsætter ceremonien med en "finale" tæt på Eiffeltårnet. Her skal den olympiske flamme tændes, og legene vil blive erklæret for åbne.
- Langt de fleste af vores atleter vil tage en early departure, så når vi er færdige på båden, så tager de hjem.
- De går ikke hen og stiller sig i den officielle del af åbningen med flammen og talerne, for der kommer vi til at stå dårligt. Så det vælger vi selvfølgelig fra, fordi atleterne skal kunne præstere.
- Jeg tror kun, at 5-10 stykker kan finde på at blive, men det skal vi have et overblik over, siger Søren Simonsen.
I alt kommer den danske delegation til åbningen op i nærheden af 80 inklusiv ledere.
- Det er et meget fint antal, også fordi mange atleter slet ikke er ankommet endnu, siger Søren Simonsen.
Selv om kajakroerne først skal i aktion længere henne i OL-programmet, så flyves de kortvarigt ind fra deres træningslejr, så de kan deltage i åbningsceremonien.
Sejlerne, der befinder sig i Marseille, vil også være tilstede i Paris.
Den forsvarende olympiske mester Anne-Marie Rindom er udvalgt som fanebærer sammen med Niklas Landin.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker