Danske topspillere er fanget i Hypo-kaos

Håndboldlegenden Gunnar Prokops bratte exit fra den østrigske topklub Hypo Niederösterreich får konsekvenser for to danske landsholdsspillere, der skulle være tiltrådt i klubben denne sommer.

Klubben har ifølge Jyllands-Posten annulleret aftalerne med fire spillere, herunder Gitte Aaen og Mette Melgaard.

- Nu siger bestyrelsen i Hypo, at kontrakter indgået af Prokop er annulleret, siger Gitte Aaen til Jyllands-Posten.

Landsholdsspilleren er dog ikke indstillet på at lade sig opsige.

- Selvfølgelig kan de ikke bare løbe fra deres aftale. Min kontrakt er ikke bare underskrevet af Prokop og mig, men også af et medlem fra bestyrelsen, siger Gitte Aaen, der nu har sat sin agent på sagen.

Hypo Niederösterreich annoncerede i onsdags Gunnar Prokops afsked med klubben, som han gjorde til en storhed i international håndbold.

- Det er et forfærdeligt tidspunkt at stå uden klub. Alle er gået på sommerferie og har desuden deres trupper på plads. Det bliver ikke let at finde et sted at spille.

- Indtil videre kan jeg ikke gøre andet end blive herhjemme i Danmark og følge udviklingen, siger Gitte Aaen.

/ritzau/

Den østrigske håndboldklub Hypo Niederösterreich har annulleret aftalerne med de danske spillere Gitte Aaen og Mette Melgaard. Aaen raser over behandlingen.

Offentliggjort Sidst opdateret