Danske Tour-talenter vil rykke

Danske sportsdirektører mener, at mange danske cykeltalenter har evnerne til at begå sig i Tour de France, hvis de får chancen.

Tre danske cykelryttere er med i årets Tour de France, og dermed er der langt op til rekordårene 1989 og 1991, hvor hele otte danskere stillede til start.
Men der er håb om en ny guldalder i dansk cykelsport, hvor en del nye navne er på vej. Nogle af dem kører på Team Capinordic, hvor sportsdirektør Tom Breschel sagtens kan pege på ni ryttere, der vil kunne begå sig allerede om et par år. Måske ikke på samme hold, men hver for sig.
- Det er da en spændende tanke, men jeg tror ikke, vi ser et rent dansk hold, men måske ni ryttere rundt om på forskellige hold. Vi kan dog konstatere, at fødekæden er i orden, og vi har mange talenter for øjeblikket, siger han.
Manager Christian Andersen fra Team Designa Køkken vil også gerne sætte navne på de ryttere, der kan føre de danske traditioner i verdens største cykelløb videre.
- De helt åbenlyse inden for en kort tidshorisont er Matti Breschel, Chris Anker Sørensen, Rasmus Guldhammer og Jakob Fuglsang. Dertil kommer, at det ikke er usandsynligt, at Nicki Sørensen stadig har kvaliteterne om et par år, siger Andersen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret