Danske verdensettere er semifinaleklar i Indonesien
Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til semifinalerne i Indonesien. Foto: /ritzau/Dresling Jens
/ritzau/Dresling Jens
Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til semifinalerne i Indonesia Open efter sejr i to sæt over russere.
Når der lørdag afvikles semifinaler i Super Series Premier-turneringen Indonesia Open, bliver det med dansk deltagelse i herredouble.
Efter en generelt lidt skuffende dansk turnering avancerede herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen som de eneste danskere til semifinalerne.
Tidligere fredag tabte Danmarks bedste damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i tre sæt.
I mixeddouble røg Mathias Christiansen og Sara Thygesen ud i kvartfinalen. Danskerne tabte 14-21, 19-21 til de topseedede kinesere, Zheng Siwei og Chen Qingchen.
Boe og Mogensen, der torsdag avancerede til verdensranglistens førsteplads, vandt fredag med 23-21, 21-11 over russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov
Første sæt blev ganske dramatisk. Danskerne var ellers en anelse ovenpå det meste af sættet, men de havde svært ved at lukke det.
De spillede sig til tre sætbolde ved 20-17, men misbrugte dem alle. Den sidste efter en challenge, som viste, at danskerne lige netop sendte fjerbolden millimeter ud af banen.
I stedet fik russerne sætbold med 21-20, men den forpagtede de skidt med en servefejl, hvorefter Boe og Mogensen endelig afgjorde sættet til 23-21.
I andet sæt var der ingen dikkedarer. Danskerne kom hurtigt komfortabelt foran og slap aldrig grebet. De sikrede sig sejren på tredje matchbold.
Indonesia Open er en af de største turneringer på badmintonkalenderen, da den rangerer som én af blot fem Premier Super Series-turneringer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned