Danske VM-profiler: Vi vil have det guld

Foto: Claus Fisker /Scanpix

Kasper Søndergaard blev skadet under VM-finalen i Sverige for to år siden, hvor det endte med et bittert finalenederlag til Frankrig efter forlænget spilletid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal revancheres i dagens finale mod Spanien, hvor Danmark skal forsøge at hente sin niende VM-sejr på stribe.

- Jeg drømte om, at vi skulle spille finalen mod Spanien, og der bliver fuldt hus, så det glæder vi os til.

- Vi skal blive ved med at løbe. Det er virkelig det, vi har gjort godt, og det gjorde vi også godt ved VM i 2011.

- Hvis vi får de nemme mål, så tror de andre hold heller ikke på det. Det er alfa omega at få en god start mod Spanien, siger Søndergaard.

- Vi er jo ikke tilfredse med at være i finalen. Vi vil have det guld. Ganske enkelt. Og jeg tror sgu på det, fastslår Søndergaard.

Henrik Møllgaard kan i sin første håndboldslutrunde allerede nå helt til tops, og det er det, han går målrettet efter.

- At få lov at spille i den olympiske arena mod Spanien på hjemmebane bliver fuldstændig fantastisk. Det ser vi frem til.

- Spanien er på niveau med Kroatien, men jeg tror, at det en modstander, som ligger bedre til os, end kroaterne egentlig gjorde.

- Nu har finaler også deres helt eget liv, og der kommer til at være fuldstændigt pakket i arenaen, og det kan godt være, at de får et par ekstra dommerkendelser med sig.

- Men for fanden, sådan er finaler. Nu vil vi have guldet med hjem, siger Møllgaard.

Jesper Nøddesbo, der til daglig spiller i FC Barcelona, mener, at favoritværdigheden må placeres hos spanierne.

- Jeg lægger gerne presset over på dem. Jeg synes, at de går ind til den finale som favoritter. Hvis vi holder koncentrationen og er friske både mentalt og fysisk, så har vi en rigtig fin chance.

- Mod Ungarn leverede vi en anden halvleg, hvor det hele haltede. Sejren over Kroatien gav os et boost, og det er det boost, vi skal bruge mod Spanien, siger Nøddesbo.

Finalen i Palau Sant Jordi går i gang klokken 17.15.

/ritzau/