Danske VM-sejlere kæmper for OL-pladser
Anne-Marie Rindom vandt ved OL i Tokyo guld i Laser Radial, der nu kaldes ILCA 6. (Arkivfoto). Foto: Olivier Morin/Ritzau Scanpix
Fra den 11. til 20. august konkurrerer de danske sejlere ved VM i Haag, hvor vigtige OL-pladser er på spil.
Der er vigtige OL-pladser på spil for de danske sejlere, når VM fredag skydes i gang og løber frem til den 20. august i den hollandske by Haag.
Alle olympiske klasser er med og med et år til OL i Paris, er det første mulighed for de danske landsholdssejlere til at sikre OL-pladser til Danmark.
Danmark er ved VM repræsenteret med 31 sejlere på 21 besætninger i otte forskellige klasser. Det er alle olympiske klasser.
I ILCA 6-klassen er Danmark repræsenteret med Anne-Marie Rindom. Det er kvindernes en-personsjolle, der tidligere har været kendt som Laser Radial.
Anne-Marie Rindom vandt OL-guld i klassen ved legene i Tokyo i 2021 og bronze i Rio i 2016. Hun er derudover også tredobbelt og forsvarende verdensmester i klassen.
- Stævnet i Haag er rigtig vigtigt for at kvalificere Danmark til OL. Det er et svært sted at sejle, og vi bliver udfordret både teknisk og taktisk på grund af bølger og strøm, siger Rindom.
- Jeg går efter at gøre mit bedste, og jeg har haft en god forberedelse, så det er bare at give gas. Samtidig giver stævnet også vigtig viden i forhold til at måle ens niveau op frem mod næste år.
Hvis Anne-Marie Rindom skal sikre Danmark en plads i ILCA 6-klassen ved næste års OL, kræver det, at hun ender blandt de 16 bedste i Haag.
Ud over ILCA 6-klassen stiller Danmark op til VM med sejlere i ILCA 7 (herrernes en-personsjolle), 49er (herrer), 49erFX (damer), Nacra 17 (mix), IQ Foil (windsurf) herrer og damer samt den nye disciplin Kite Foil (kiteboard).
Fredag skal de første danskere i vandet, når 49er, 49erFX og Nacra 17-klasserne skal sejle indledende sejladser.
Anne-Marie Rindom skal i vandet til indledende sejlads søndag, mens der sejles om medaljer i hendes klasse den 20. august.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned