Dansker får erfarent golfselskab i British Open

Thorbjørn Olesen behøver ikke kigge så langt efter erfaring, når han går ud på første runde i British Open torsdag eftermiddag på Muirfield-banen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den unge danske golfspiller går første runde sammen med skotten Paul Lawrie og amerikaneren Jim Furyk. Sidstnævnte har også tilhørt verdenstoppen i mange år, men det er Paul Lawrie, som har erfaringen med at vinde den prestigefulde turnering.

Skotten vandt for 14 år siden og kan måske lære Thorbjørn Olesen et eller andet. De tre spillere går ud på første runde torsdag klokken 14.34.

Så har Thomas Bjørn behov for at stå noget tidligere op. Han går ud på første runde klokken seks minutter over 10, og han følges med amerikaneren Zach Johnson og japaneren Shingo Katayama.

Tiger Woods, som har vundet turneringen tre gange - senest i 2006, går ud sammen med vinderen fra 2010, Louis Oosthuizen fra Sydafrika og Graeme McDowell (Nordirland).

/ritzau/