Dansker får podiehyldest for 35 år gammel Tour-triumf
Johnny Weltz kørte det sidste stykke op til målstregen på Puy de Dome alene. Den berømte etapesejr blev hans eneste i Tour de France. Foto: -/Ritzau Scanpix
Johnny Weltz skal hyldes i Tour de France og håber at møde Jonas Vingegaard på søndagens sejrspodie.
Uanset hvem der vinder søndagens etape i Tour de France, er der sikkerhed for danske cykelrytterben på sejrspodiet på Puy de Dome i Massif Central.
Touren glemmer aldrig sine helte, siges det. Og en vaskeægte dansk bjerghelt skal nu atter hyldes for sin 35 år gamle sejr på vulkanen med den imponerende Tour de France-historie.
- Jeg er blevet inviteret af ASO (løbsarrangør, red.) og skal på podiet deroppe. Selv om det er mange år siden, hører jeg stadig meget for den sejr, siger manden bag bedriften, Johnny Weltz.
I 1988 - i karrierens første Tour de France - kørte han solo over målstregen.
Det var første gang, en dansk rytter vandt en decideret bjergfinale i Tour de France, og oven i købet på en stigning med legender som Fausto Coppi, Luis Ocaña og Joop Zoetemelk på sejrslisten.
Noget af en bedrift af en rytter fra det flade København.
- Da jeg var ung cykelrytter i Danmark, troede jeg ikke, at der var nogen, der kunne køre fra mig opad. Det finder man jo først ud af, når man senere kommer ned i de rigtige bjerge.
- Jeg var god i bjergene, men jeg var ikke nogen Jonas Vingegaard. Tiderne var anderledes. Jeg trænede ikke i bjergene på samme måde, og man bliver ikke bjergrytter fra den ene dag til den anden, siger Johnny Weltz.
Videobillederne fra 19. etape i 1988 viser Weltz i huggende stil på vej op ad den stejle stigning. Med sig har han vesttyskeren Rolf Gölz, der til sidst må se sin følgesvend køre væk og forsvinde i horisonten.
Da Weltz passerer målstregen, lyser ansigtet op i et stort smil, armene folder sig ud i et stort vingefang, som ville den danske debutant omfavne hele verden.
- Man tænker faktisk ikke så meget over det, når man står midt i det. Men sejren har jo fulgt mig lige siden.
- Det betyder enormt meget for en ung rytter at tage sådan en skalp. Man rykker op i et andet lag i hierarkiet, siger Johnny Weltz.
Tour de France har ikke været på Puy de Dome siden. Søndag vender løbet tilbage og slutter med den 13,3 kilometer lange og mod slutningen voldsomt stejle stigning op i nationalparken på vulkanen.
- Det er et utroligt vanskeligt område. Massif Central er altid varmt, ubehageligt og barskt på sin egen måde. Det er ikke et sted, hvor man vinder ved en tilfældighed, siger Weltz.
Videooptagelserne viser også manden i den gule trøje, den senere vinder Pedro Delgado, på hidsig jagt op ad stigningen.
Først i selskab med hollænderen Gert-Jan Theunisse med det lange, lyse hår. Siden alene. Weltz og Gölz havde dog fået et alt for stort hul. Delgado måtte nøjes med tredjepladsen.
- Jeg har været sammen med Delgado mange gange ved forskellige arrangementer siden. Han havde selv sat et kryds i kalenderen ved den etape.
- Der har været legendariske dueller på det bjerg, og det har været en drøm for ryttere at vinde der. Men det er en etape, der er svær at planlægge, fordi terrænet slider så meget på holdene.
- Det er en etape for sådan en som Vingegaard, og det ville jo være perfekt, hvis jeg kan stå på podiet og give stafetten videre til ham, siger Johnny Weltz.
/ritzau/
Seneste artikler
Flere lollikker hædres med dusør fra politiet
Frisk vind og lave temperaturer venter i våd sommerweekend
Så var den gal igen: Over 200 kørte for stærkt på samme sted
Mæglere mærker boligboom på Lolland: - Der står op til 10 købere hver gang
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo