Dansker scorer fra bag midterlinjen i østrigsk pokalturnering
Nikolai Baden Frederiksen scorede et fantastisk mål i den østrigske pokalturnering ÖFB Cup tirsdag aften.
Den danske fodboldspiller Nikolai Baden Frederiksen har tirsdag aften gjort sig særdeles positivt bemærket i den østrigske pokalturnering ÖFB Cup, da han sammen med sit hold, Austria Lustenau, slog First Vienna på udebane.
Nikolai Baden Frederiksen satte bolden to gange i kassen, men det var især det ene af de to mål, der senere er blevet delt videoer af på sociale medier.
Danskeren modtog bolden på egen banehalvdel. Med en flot kombination af både styrke og teknik fik han afskærmet kuglen fra modstanderen Anes Omerovic, der endte på bagdelen.
Her så den 23-årige tidligere FC Nordsjælland-angriber sit snit til at lægge bolden i nettet, da First Viennas målmand Christopher Giuliani havde bevæget sig lidt for langt fra sit mål.
Nikolai Baden Frederiksens afslutning sejlede fint over målmandens rækkevidde, og danskeren kunne fejre en sensationel scoring.
Frederiksen og co. endte med at vinde kampen 3-2. Danskeren scorede gæsternes to første mål, mens holdkammeraten Torben Rhein scorede det sidste.
Nikolaj Baden Frederiksen kom til den østrigske klub i sommer fra den hollandske klub Vitesse.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker