Danskerbil dedikerer Le Mans-sejr til Allan Simonsen
Mens Tom Kristensen i Audi nummer 1 måtte nøjes med andenpladsen i den fineste klasse ved Le Mans, hentede danskerbilen hos Aston Martin Le Mans-sejren i GTE AM-klassen.
Kristian Poulsen, David Heinemeier-Hansson og Nicki Thiim sørgede for sejren. Aston Martin-bilen med startnummer 95 tog føringen kort efter midnat og øgede blot føringen i 24-timers-løbet indtil afslutningen klokken 15.
Sejren kom året efter, at Aston Martin oplevede et tragisk Le Mans, da holdets danske kører Allan Simonsen omkom efter en ulykke i begyndelsen af løbet.
Netop dette fyldte meget, da Aston Martins teamchef Jan Struve efterfølgende satte ord på sejren.
- Det er svært at finde ord, der beskriver vores følelse. Alle ved, hvad vi har været igennem de seneste 12 måneder. Vi har været igennem hele følelsesregistret, og denne sejr er for Allan. Han var med os i dag og holdt øje med os, siger Jan Struve i en pressemeddelelse.
Kristian Poulsen, der kørte bilen det sidste stykke til sejren, var rørt efter sejren.
- Det er ubeskriveligt og fantastisk. Det har fyldt i mit hoved i 12 måneder, at vi skulle tage sejren. Jeg tænkte på Allan i 24 timer, og der er mange følelser, der løber igennem kroppen, siger han til TV2.
I GTE Pro-klassen sluttede Jan Magnussen på andenpladsen i sin Corvette.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned