Danskerklub ansætter ny tysker som cheftræner
Tyske Jan Siewert er ny mand i spidsen for Huddersfield, hvor landsmanden David Wagner for nylig stoppede.
Mathias "Zanka" Jørgensen, Philip Billing, Jonas Lössl og resten af spillertruppen i Premier League-klubben Huddersfield har fået ny cheftræner.
Mandag meddeler klubben på sin hjemmeside, at tyske Jan Siewert fremover skal stå i spidsen for holdet, der agerer bundprop i den bedste engelske række.
36-årige Siewert kommer fra en stilling som cheftræner for Bundesliga-klubben Dortmunds reservehold.
Tyskeren overtager trænergerningen i Huddersfield for landsmanden David Wagner, der tidligere i januar forlod samme stilling, og har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2021.
Bestyrelsesformand i Huddersfield Dean Hoyle fortæller på klubbens hjemmeside, at man fik øjnene op for Siewert, da han var assistent- og ungdomstræner i den tyske klub Bochum for et par år siden, og at man allerede der tog kontakt til ham.
- Hans (Siewerts, red.) omdømme inden for fodbold er rigtig godt. Han er kendt som en træner med ambition, har mange kvaliteter og en stærk filosofi.
- Det var derfor heller ikke en overraskelse for os, da han blev ansat i en af verdens største klubber, Dortmund, siger Dean Hoyle.
Ifølge ham var David Wagner indforstået med, at klubben forberedte sig på fremtiden.
Jan Siewert var til stede på tilskuerpladserne, da Huddersfield i weekenden tabte til Manchester City med cifrene 0-3. Her agerede ungdomstræner Mark Hudson midlertidig cheftræner.
Danskerklubben ligger nederst i Premier League med 11 point efter 23 kampe. Holdet er uden sejr i de seneste ti ligakampe. Sidste gang, der blev sat tre point på kontoen, var mod Wolverhampton 25. november.
Jan Siewert får debut som Huddersfield-træner, når klubben møder Everton i Premier League 29. januar.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned