Danskerklub er snublende tæt på norsk guld efter storsejr
Philip Zinckernagel (i gult) har i 2020-sæsonen lavet 14 mål og 19 assister i Eliteserien i 22 kampe. Foto: Mats Torbergsen/Ritzau Scanpix
Mats Torbergsen/Ritzau Scanpix
Bodø/Glimt har tromlet sig igennem 2020-sæsonen i Eliteserien og er ét point fra mesterskabet.
Bodø/Glimt var søndag få minutter fra at sikre sig klubbens første norske mesterskab.
En sejr over Aalesund og et nederlag til Molde ville sende guldmedaljerne til danskerklubben i Eliteserien. Men Molde udskød Bodø/Glimts mesterskabsfest.
For mens Bodø/Glimt gjorde sit ved at køre Aalesund over med 7-0, så udlignede Molde til allersidst mod Kristiansund, så kampen endte 2-2.
Det betyder, at Bodø/Glimt med seks runder tilbage er 18 point foran Molde. Derfor skal der altså blot et enkelt point mere til i de sidste seks kampe, før mesterskabet er i hus.
Det vil i så fald være Bodø/Glimts første mesterskab i klubbens over 100 år lange historie, og det vil komme kun tre år, efter at Bodø/Glimt rykkede op i Eliteserien fra den næstbedste fodboldrække.
Den fordelagtige position i Eliteserien er blandt andet blevet en realitet takket være en skarp, dansk angrebsduo. Kasper Junker og Philip Zinckernagel har således tilsammen stået for 32 mål i ligaen.
De to danskere viste også prøver på deres gode samarbejde i front søndag, da Junker scorede til 5-0 efter oplæg fra netop Zinckernagel. I kampens overtid var Junker igen på pletten, da han scorede til 7-0.
Generelt har Bodø/Glimts offensiv været flyvende hele sæsonen. Klubben har efter søndagens kamp en samlet målscore på 83-27 og har altså i gennemsnit scoret over tre mål per kamp.
Samtidig har klubben høstet point i stor stil. I de første 24 kampe er kun 7 point blevet smidt.
Men der skal altså yderligere et point til, før Junker, Zinckernagel og co. for alvor kan juble.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker