Danskerne har stor respekt for Rumæniens stjernespiller
De danske håndboldkvinder har stor respekt for Rumæniens Cristina Neagu inden mødet i VM-kvartfinalen onsdag.
Når Danmark onsdag aften løber på banen i kvartfinalen mod Rumænien i håndbold-VM i Herning, så bliver det til et møde med en af verdens absolut bedste håndboldspillere.
Cristina Neagu er i skræmmende form og har været en yderst vigtig brik i Rumæniens vej mod kvartfinalen.
De danske håndboldkvinder har også stor respekt for den 27-årige venstre back, der til dagligt spiller i den montenegrinske storklub ZRK Buducnost.
- Det første, man tænker om Rumænien, er Cristina Neagu, som måske er den allerbedste i verden lige nu. Det er klart, at vi skal have supermeget fokus på hende, siger Trine Østergaard.
- Rumænien har Neagu, som er en verdensklassespiller. Hun kan rigtig mange ting på egen hånd. Det bliver en af nøglerne at få lukket ned for hende, siger Stine Jørgensen.
Også den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen er imponeret over Cristina Neagus styrke.
- Hun kan lave alt, og det er det, der er lidt vildt. Hun kan finte, lave hopskud, spille de andre gode, og hun kan dække op.
- Det bliver en stor mundfuld, for hun er en fremragende spiller. Jeg er dog rimelig tryg ved, at Line Jørgensen eller Louise Burgaard står over for hende i forsvaret, siger han.
Det er dog ikke kun Neagu, der gør det rumænske hold skræmmende, og det skal danskerne huske på, mener Stine Jørgensen.
- Vi skal passe på, at vi ikke lægger alt fokus på hende, for de har også mange andre gode spillere, der kan byde ind, og de har nogle erfarne bagspillere, som kan tage over, siger hun.
Det er Trine Østergaard enig i.
- De har så mange rutinerede spillere, og de er et utrolig fysisk stærkt hold, som vi også skal være godt forberedte på, siger hun.
Kvartfinalen mellem Danmark og Rumænien spilles onsdag aften i Boxen i Herning. Vinderen af kampen møder enten Norge eller Montenegro i semifinalen fredag.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde