Danskerne mener stadig 86-holdet var bedst

Ifølge danskerne havde Danmark i 1986 det stærkeste af de fire danske fodboldlandshold, der har været med ved en VM-slutrunde.

Selv om 1986-holdet røg ud i ottendedelsfinalen, og holdet fra VM i 1998 i Frankrig nåede kvartfinalen, peger 65 procent af de danskere med en holdning til spørgsmålet på Sepp Pionteks tropper som det stærkeste VM-hold nogensinde.

Blot 25 procent peger på 1998-holdet til trods for, at begge Laudrup-brødrene og Peter Schmeichel var med i Frankrig. Det viser er meningsmåling, som Catinét har foretaget for Ritzau.

Joakim Jakobsen, forfatter til bogen "Tynd luft" om netop 1986-holdet, er ikke overrasket over danskernes holdning.

- Det var bredt og dybt besat med verdensklassespillere. Over hele banen var der specialister på deres felt. Folk, der var afgørende aktører i deres klubber, siger han.

Frits Christensen, der som journalist har dækket samtlige slutrunder siden 1980 for Jyllands-Posten, peger på, at det tæller voldsomt i danskernes bedømmelse, at Danmark i 1986 var VM-debutanter.

- Det var meget stort, og det var historisk. Og så kom de derover på baggrund af noget champagnefodbold, som kulminerede den 5. juni 1985 med 4-2-sejren over Sovjetunionen. Og da de så fulgte det op med den 6-1 sejr over Uruguay, så levede de jo op til begrebet champagnefodbold, siger han.

Sølle tre procent af danskerne synes, at Morten Olsens hold fra 2002 var det stærkeste. Det hold, der mandag tager hul på VM i Sydafrika, får syv procent.

/ritzau/

Selv om det danske VM-hold fra 1998 nåede kvartfinalen, husker danskerne stadig 86-holdet som det stærkeste danske VM-hold. Morten Olsens to hold flopper.

Offentliggjort Sidst opdateret