Dårlig økonomi truer AGF's målsætning

Optimismen har blomstret i AGF i dette efterår. Massevis af sejre, flot spil og en placering i toppen af SAS Ligaen har givet lunefulde drømme om medaljer på Fredensvang. Men fredag fik drømmene og optimismen et alvorligt knæk med et blodrødt regnskab fra Århus Elite, der viste et underskud på svimlende 43,5 millioner kroner.

Samtidig har klubbens målsætning vokset sig større og lyder nu på en fast placering i top-6 og medaljer inden år 2012.

Sportschef i AGF, Brian Steen Nielsen, understreger dog, at økonomien skal hænge sammen med ambitionerne.

- Det er klart, at hvis man har nogle målsætninger, så skal økonomien være derefter. Hvis vi skal have medaljer inden 2012, så skal vi kunne konkurrere på økonomisk lige vilkår med de klubber, som vi skal kæmpe med. Og kan vi det, har jeg ingen problemer med at slås med om medaljer hver eneste år, siger Brian Steen Nielsen.

Sportsredaktør på Århus Stiftidende, Jan Schouby, der følger AGF tæt, frygter at den skrantende økonomi i Århus Elite kan spænde ben for AGF's målsætning om medaljer.

- Det kommer an på, hvor meget de bliver tvunget til at sælge. De har et rigtigt godt hold, og kan AGF få lov at beholde grundstammen, så tror jeg ikke, at det er urealistisk, at de kan spille med om medaljer. Men hvis AGF bliver tvunget til igen at sælge spillere på grund af det elendige regnskab, så er det helt umuligt at forestille sig, at de kan få medaljer, vurderer Jan Schouby.

/ritzau/

Den dårlige økonomi i Århus Elite gør AGF's målsætning om medaljer usikker. Sportschef Brian Steen Nielsen kræver, at økonomien følger med ambitionerne.

Offentliggjort Sidst opdateret