Dårlig opførsel koster Medvedev de fleste af præmiepengene

Daniil Medvedev tæskede løs på nettet i første runde af Australian Open. Foto: Francis Mascarenhas/Reuters

Daniil Medvedev har fået en bøde på over en halv million kroner for usportslig opførsel under Australian Open.

Offentliggjort Sidst opdateret

2025-udgaven af Australian Open ryger formentlig hurtigt i glemmebogen hos tennisstjernen Daniil Medvedev.

Russeren røg allerede ud af årets første grand slam-turnering til den 19-årige amerikaner Learner Tien i anden runde og har efterfølgende fået en bøde på 76.000 dollar svarende til cirka 550.000 kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Størstedelen af bøden har han fået for usportslig opførsel. I første runde var han i store problemer mod verdens nummer 418, Kasidit Samrej fra Thailand, og blev tydeligt frustreret.

Efter en duel slog han fem gange ketsjeren ind i nettet og ødelagde blandt andet et kamera, der sad i nettet.

Det skal han også erstatte, og derfor tager han ikke hjem fra Melbourne med et stort økonomisk overskud.

28-årige Medvedev har skrabet omkring 900.000 kroner ind i præmiepenge ved at nå til turneringens anden runde. Men mange af pengene skal altså retur.

Vinderen af US Open i 2021 kan dog trøste sig med, at han gennem karrieren har tjent over 320 millioner kroner.

/ritzau/