David Beckhams Galaxy vinder mesterskabet

Det engelske fodboldikon David Beckham sikrede sig natten til mandag dansk tid sin første titel sammen med Los Angeles Galaxy i den amerikanske liga MLS. I finalen blev Houston Dynamo slået med 1-0 på et mål af den amerikanske landsholdsspiller Landon Donovan.

Anføreren for Los Angeles Galaxy løftede i det 72. minut bolden elegant over den fremadstormende Houston-målmand, og dermed fik Galaxy sin første mesterskabstitel siden 2005 og den tredje de seneste ti år.

Den tidligere AaB-målmand Jimmy Nielsen nåede med sit hold, Kansas City, til semifinalen i slutspillet, men tabte til Houston Dynamo med 2-0.

Hvorvidt David Beckham vender hjem til Europa vides endnu ikke, men hans kontrakt med Los Angeles Galaxy udløber efter denne sæson. Den 36-årige midtbanespiller har spillet fem år for holdet.

i 2009 nåede Los Angeles Galaxy også frem til finalen, men tabte til Real Salt Lake.

/ritzau/Reuters

Endelig lykkedes det for det engelske fodboldikon at sikre sig et trofæ i USA med Los Angeles Galaxy.

Offentliggjort Sidst opdateret