David Nielsen om problemer: Vi kan ikke spille bedre

AGF-keeper Kamil Grabara kaster sig ned på pløjemarken i Odense, hvor han sikrede sit fjerde clean sheet på stribe i Superligaen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

AGF-træner David Nielsen mener ikke, at AGF kan spille bedre under de nuværende forhold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et mål og kun fem skud inden for målrammen.

Det er situationen for AGF efter forårets første tre kampe, hvor det er blevet til fem point mod Vejle, Lyngby og OB.

Spillemæssigt har David Nielsens mandskab været udfordret, og AGF-træneren er da heller ikke sen til at erkende, at han ikke er helt tilfreds. Men han giver samtidig også dårlige baneforhold en del af skylden.

- Dele af vores spil er jeg tilfreds med, og andre dele er jeg ikke. Vi har spillet på de to dårligste baner i Danmark, og alligevel skal jeg svare på, om vi kan spille bedre. Det kan vi ikke, siger han.

I søndagens udekamp mod OB afsluttede AGF-spillerne kun to gange inden for rammen, men samtidig lykkedes det at holde nullet for fjerde Superliga-kamp på stribe.

Den defensive stabilitet har ifølge AGF-angriber Patrick Mortensen muligvis kostet lidt på den offensive konto.

- Vi har ikke rigtig ramt niveauet. Omvendt er vi begyndt at holde nullet. Det er vigtigt, at man som hold også kan det, men det har måske kostet lidt i den anden ende, lyder analysen fra anføreren.

Ligesom sin træner mener han også, at dårlige baner har en indvirkning, men han indrømmer også, at AGF skal forbedre sig på modstandernes banehalvdel.

- Det har måske også lidt at gøre med banerne. De er ikke fantastiske lige nu, men jeg vil ikke bruge dem som undskyldning, for man kan godt spille fodbold.

- Vi er ikke skarpe nok og ikke præcise nok på sidste tredjedel. Det må vi arbejde på, og det gør vi også.

Mål mangler der også fra Mortensen selv. Han har ikke scoret i de seneste fem Superliga-opgør, men det tænker han ikke over.

- Det kan godt være. Det har jeg ikke tal på, siger han.