David Nielsen vil stoppe Lyngby-blødning med simple dyder og mentalitet
David Nielsen er tilbage i Lyngby, som han både har trænet og spillet for tidligere i sin karriere. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
David Nielsen er ny træner i Lyngby, men efter en hektisk periode vil træneren ikke reformere sit nye hold, der kæmper i bunden af Superligaen.
Ritzau RitzauAnders Lang Jensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det har været nogle tumultariske dage omkring Lyngby Boldklub i den seneste uge.
Fredag blev Magne Hoseth fyret som træner efter to kampe, søndag tabte man 2-4 til Hvidovre i bundstriden, og tirsdag præsenterede klubben den tidligere succestræner David Nielsen som ny mand ved roret.
Onsdag havde David Nielsen, der også har trænet AGF i fem år, sin første dag sammen med Lyngby-holdet. Her gjorde han det klart, at der ikke skal ske store revolutioner efter en travl tid med meget at forholde sig til for superligaklubben.
- Der er sket rigeligt med ændringer i klubben til, at jeg skal ind og lave et eller andet Picasso-maleri ud af det her fodboldhold, siger David Nielsen.
Norske Magne Hoseth blev fredag fyret efter mindre end to måneder på posten, men inden da var det islandske Freyr Alexandersson, der i to et halvt år var en succesfuld træner for Lyngby.
Annonce
Den islandske cheftræner rykkede Lyngby op i Superligaen i 2022 og reddede klubbens overlevelse i den bedste række på sidste spilledag i sidste sæson. De værdier, som Alexandersson bragte til Lyngby, har David Nielsen også fuld fokus på.
- Mange af de ting, som holdet står for, har Freyr skabt, og vi er på mange områder meget ens.
- Der er stadig lidt David Nielsen-stil over Lyngby, fordi Freyr og jeg er lidt fra den samme skole i forhold til fodboldspillet og det at opbygge mentalitet. Så der kommer ikke de store ændringer, siger den nye Lyngby-chef.
Lyngby har indledt foråret med tre nederlag i samme antal kampe, og den dårlige start har placeret holdet på tiendepladsen i Superligaen. Her har De Kongeblå bare et enkelt point ned til Vejle under nedrykningsstregen.
Til sammenligning overvintrede Lyngby på syvendepladsen med seks point ned til farezonen under stregen. Med andre ord har nedrykningssnakken på få uger taget over i klubben, og det kræver resultater med det samme.
- Vi skal lave 12 kraftpræstationer i resten af sæsonen. Så opgaven er meget simpel for os lige nu med kun en ting for øje, og det er i de kampe, der venter os, siger Nielsen.
David Nielsen stoppede i græske Kifisia FC i januar efter kun 80 dages ansættelse. Den nye aftale med Lyngby løber frem til sommer, og om der kan blive tale om et endnu længere ophold i klubben, nægter han at forholde sig til.
- Vi gider ikke bruge så meget tid på den snak. Det her scenarie med en aftale frem til sommer passer både mig og klubben godt, og så kan klubben få tiden til at vælge, hvad de vil fremover, siger den nye Lyngby-træner.
/ritzau/
Den nye Lyngby-træner David Nielsen
Navn: David Nielsen.
Cheftræner: Lyngby Boldklub.
Født: 1. december 1976 i Skagen (47 år).
Nationalitet: Dansker.
Position i sin tid som spiller: Angriber.
Landsholdet: 33 mål i 47 kampe for diverse ungdomslandshold.
Klubber som fodboldspiller:
* 1994: Frederikshavn forenede Idrætsklubber.
* 1994-1996: OB.
* 1996: Lyngby Boldklub.
* 1996-1997: Fortuna Düsseldorf.
* 1997-2000: FC København.
* 2000-2001: Grimsby Town.
* 2001: Wimbledon.
* 2001-2003: Norwich City.
* 2003-2005: AaB.
* 2005-2006: FC Midtjylland.
* 2006-2007: Start.
* 2007: OB.
* 2008: Strømsgodset.
* 2009-2010: Brann.
Klubber som fodboldtræner:
* 2011: Løv-Ham (assistent).
* 2011-2013: Nest-Sotra.
* 2014: Strømsgodset (assistent).
* 2014-2015: Strømsgodset.
* 2015-2017: Lyngby Boldklub.
* 2017-2022: AGF.
* 2023-2024: Kifisia FC.
* 2024-: Lyngby Boldklub.
I 2008 udgav David Nielsen bogen "Sorte Svin", som handlede om hans fodboldkarriere. Bogen fik massiv medieomtale, fordi bogen indeholdt flere kontroversielle emner.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet