Davids pokalkamp mod Goliat

Visar Krasniqi og FC Nakskov er underdog i aftenens pokalkamp hjemme på OK+ Stadion mod Nykøbing FC. Foto: Anders Knudsen

Det første opgør på førsteholdsniveau mellem Nakskov og Nykøbing i 18 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Der er ingen tvivl om favoritrollen, når FC Nakskov i aften tager imod Nykøbing FC i første DBU-runde af landspokalturneringen.

Den må egnens eneste divisionshold alias fodboldflagskibet fra Nykøbing FC naturligvis påtage sig alene af den grund, at de i hierarkiet befinder sig to niveauer over vestlollikkerne.

Sådan var det ikke helt for 24 år siden, da DS-holdet Nakskov besejrede det daværende 2. divisionshold fra Nykøbing F. Alliancen i en første DBU-runde med 4-3 efter forlænget spilletid.

Siden vandt Alliancen tre pokalopgør i Nakskov Idrætspark - også det seneste møde, der ligger godt 18 år tilbage med en stensikker gevinst på 6-1.

FC Nakskov er helt på det rene med rollen som underdog i aften.

- Vi tager det som en stor oplevelse at få en kamp mod Nykøbing, selv om vi godt ved, at det er Davids kamp mod Goliat, siger FC Nakskovs cheftræner Lasse Nagel.

Han har lagt lørdagens 5-0 rundbarbering i Ringsted bag sig og ser nu fremad.

- Succeskriteriet må være at bevare spændingen i kampen længst muligt, og så må vi ikke tabe så stort som mod Ringsted, siger FC Nakskov-træneren.

Nagel agter efter alt at dømme endnu engang at spare forwarden Mads Edlund Jensen og rokerer måske i startopstillingen med en bredere trup, der bl.a. også indeholder Marius Østergaard.

Hos Nykøbing FC handler det ubetinget om at komme videre til anden runde.

Cheftræner Claus Jensen blander kortene fra truppen, der i lørdags slog Skovshoved 3-0.

Det betyder bl.a., at Sebastian Olsen overtager målmandsposten, og der bliver også plads til Emilio Simonsen og Mikkel Andersen samt de de to unge Jacob Blach Nielsen og Benjamin Lauridsen i startopstillingen.

Med kick off kl. 18:30 håber FC Nakskov på noget nær "fuldt hus" på lægterne, hvilket i disse coronatider vil sige godt 400 tilskuere.

Så mange kommer der næppe til de to andre lokale pokalkampe, hvor der i begge opgør er tidlig kick off kl. 17:15.

Nordfalster tager imod Ledøje-Smørum fra Danmarksserien, hvor den københavnske forstadsklub ligger i toppen med seks point efter tre kampe.

- Vi går all-in efter at skabe en overraskelse, selv om jeg ikke forventer en sejr mod et solidt hold, der stræber efter oprykning, siger Nordfalster-træner Michael Jørgensen.

Han var så tilfreds med indstillingen mod Gørslev, at der er genvalg til start-11'eren i en trup, der bliver suppleret med Mads Tiller Hansen, Mads Delord Jensen, Nicklas Sander Rasmussen og unge Mads Østergaard.

Frem Sakskøbing møder FC Roskilde, der efter en urolig sæson rykkede ud af 1. division i sommer.

- De unge får chancen i start-11'eren med en gennemsnitsalder på bare 18,8 år, fortæller Frem-træner Nikolaj Lohse, der bl.a. stiller med 16-årige Mathias Torres og 17-årige Jens Stamphøj.

- Vi skal stå dybt og leve på omstillinger, vurderer Frem-træneren.