DBU: Baneløberen fik 100.000 for interview

Baneløberens tur på Parkens græstæppe lunede angiveligt godt på bankbogen - hvert fald i første omgang.

Ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) fik han 100.000 kroner for at stille op i en udsendelse om den aften i juni 2007, da han løb på banen i en kamp mellem Danmark og Sverige.

Uden den indtægt kunne Ronni Nørvig sandsynligvis være sluppet billigere end den kvarte million kroner, som han skal betale for sin tur.

DBU skriver på sin hjemmeside, at beløbet blandt andet tager udgangspunkt i det honorar, han angiveligt fik for at stille op til interview med tv-stationen Kanal 5.

- Beløbet er blandt andet beregnet på baggrund af Ronni Nørvigs privatøkonomiske situation, herunder at han modtog 100.000 kroner før skat i honorar fra den danske tv-station Kanal 5 for at fortælle om sin forseelse i sommeren 2007, skriver unionen.

DBU's kommunikationschef Lars Berendt oplyser desuden over for Ritzau, at man har set kontrakten mellem Ronni Nørvig og Kanal 5, hvor honoraret fremgår.

Ronni Nørvig har tidligere afvist, at han har modtaget decideret betaling for at stille op på Kanal 5.

- Jeg var i Danmark tre gange for at lave det program, så de omkostninger fik jeg dækket. Og så skulle jeg på et tidspunkt afstå fra mit arbejde i en uge, hvilket jeg fik dækket som tabt arbejdsfortjeneste.

- Ellers var der ingen ingen penge i den aftale, jeg lavede med dem, har Nørvig tidligere sagt til DR.

Han har oplyst, at han er blevet tilbudt penge for at være med i interviews og i en reklamefilm, men at han har takket nej.

Informationschef Jesper Jürgensen fra SBS Kanal 5 vil hverken be- eller afkræfte, at Ronni Nørvig fik 100.000 kroner for at medvirke.

- Det må stå for DBU's regning. Vi kommenterer ikke kontrakter, som er indgået mellem produktionsselskaber og deltagere i programmer, siger han.

Ronni Nørvig blev oprindeligt dømt til at betale en erstatning på knap 1,9 millioner kroner.

/ritzau/

Størrelsen på baneløberens bøde er sat efter, at Kanal 5 angiveligt har betalt ham 100.000 for et interview.

Offentliggjort Sidst opdateret