DBU-boss: Næppe EM til Danmark i 2020
Det er næppe sandsynligt, at Danmark i 2020 bliver en af de 13 værter til EM-slutrunden i fodbold.
Selvom mange detaljer om det omfattende arrangement mangler at falde på plads, så tror generalsekretæren i Dansk-Boldspil-Union (DBU), Jim Stjerne Hansen, at København får svært ved at huse EM-kampe, fordi Parken er for lille.
- Jeg ved ikke, om EM i Parken er realistisk. Det kan man først bedømme, når Uefa (det europæiske fodboldforbud, red.) har sat nogle minimumskrav til stadionkapaciteten, og hvis de sætter den til 40.000 eller 50.000, så er det knap så realistisk.
- Stadionkapaciteten bliver i hvert fald mere end de 30.000, som vi har haft hidtil i de indledende puljekampe ved EM-slutrunderne. Så København som realistisk afviklingssted vil afhænge af de endelige kriterier, der opstilles, siger Jim Stjerne Hansen.
Parken kan i dag rumme 38.065 tilskuere og vil i givet fald være for lille til EM-kampene, hvis Jim Stjerne Hansens fornemmelse om, at kravene til stadionkapaciteten sættes op, holder stik.
Spørgsmål: Hvis Danmark alligevel kan leve op til kriterierne, hvor meget vil DBU så gå efter at få EM til København?
- Det kan jeg ikke sige noget om, før vi kender præmisserne for det. Hvad er betingelserne for at blive værtsby og værtsforbund? Det skal vi vide, så det er alt for tidligt at udtale sig om nu, siger Jim Stjerne Hansen.
Uefa meldte torsdag ud, at EM i 2020 skal afholdes i 13 lande, hvilket har været en idé fra forbundets præsident, Michel Platini.
Der er lagt op til, at 12 byer udvælges til at huse puljekampene. De 24 deltagerlande deles op i seks grupper, og der skal spilles tre kampe hvert sted.
1/8-finalerne og kvartfinalerne bliver også fordelt på de 12 stadioner, mens en 13. vært skal huse semifinaler og selve finalen.
Diverse medier har tidligere skrevet, at de kvalificerede landes placering på verdensranglisten ville afgøre, hvor EM-kampene skulle spilles.
Men at de 12 bedste lande for eksempel får hjemmebanefordel, passer ikke, siger Jim Stjerne Hansen.
- Seedningerne og alt det der var en and fra nogle medier. Det har slet ikke været nævnt. Man behøver ikke være kvalificeret eller være blandt de 12 højst rangerede lande for at blive vært, lyder det fra DBU-bossen.
Det er meningen, at det omfattende EM-projekt skal være en engangsforestilling i 2020 for at markere 60-året for den første EM-slutrunde.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet