DBU-chef vil have ny U21-træner på plads inden juni
Niels Frederiksen (til venstre) er lige nu træner for U21-landsholdet, men han stopper til sommer, og så skal DBU have fundet en ny mand til at tage over. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Afløseren for Niels Frederiksen som U21-landstræner skal være på plads inden juni, oplyser DBU's talentchef.
U21-landsholdet skal i juni spille EM-slutrunden med Niels Frederiksen som træner.
Men efter U21-EM skal en ny mand overtage styringen med de unge fodboldtalenter, da Niels Frederiksen stopper i jobbet. Det meddelte han i januar.
I Dansk Boldspil-Union (DBU) er man i fuld gang med at afsøge forskellige muligheder som afløsere, men endnu er der ikke noget på plads, fortæller unionens talentchef, Flemming Berg.
Han arbejder med en nogenlunde fastsat deadline, før en ny træner skal være fundet.
- Inden 1. juni. Der skal vi helst være på plads. Det vil jeg sige. Vi spiller først vigtige kampe med det nye kuld i september. Der venter en nøglekamp mod Rumænien på hjemmebane.
- Derfor kunne vi teoretisk vente, men jeg ville være ked af det, hvis vi ikke var på plads i juni, siger Flemming Berg.
Mens det arbejde foregår, er Niels Frederiksen i fuld gang med at forberede sig til EM-slutrunden i juni og de kommende testkampe mod Belgien og Frankrig i marts.
Flemming Berg vil i den kommende tid tale med kandidater og afstemme forventninger med dem, inden der skal indkaldes til samtaler.
- Vi er ved at sondere terrænet og går først senere i gang med deciderede jobsamtaler.
- Vi synes, vi har god tid. Vi er ret afklarede med, hvad vi ønsker, og så tager vi nogle forskellige muligheder hen ad vejen, når de dukker op, siger Flemming Berg.
U21-holdet skal 20. marts spille testkamp mod Belgien på Slagelse Stadion, mens Frankrig venter i endnu en test fire dage senere i Brest.
- Det er vores sidste mulighed for at forberede os til den spændende EM-slutrunde i Italien.
- Det er sidste mulighed for mig som træner til at prøve nogle ting af rent taktisk. Og sidste mulighed for spillerne til at vise sig frem.
- Vi ved, at det er absolut toppen af poppen, vi skal møde, og det er det, vi ønsker og glæder os til. Det lærer vi mest af, og det er den måde, vi forbereder os allerbedst på, siger Niels Frederiksen.
12. juni skal Danmark spille en sidste testkamp ude mod Kroatien, inden EM går i gang 17. juni mod Tyskland. Derefter venter yderligere to gruppekampe for Danmark mod Østrig og Serbien.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned