DBU erklærer sin støtte til Platini
DBU erklærer sin støtte til Platini Foto: POLFOTO/AP
POLFOTO/AP
Franske Michel Platini oplyser, at han vil være Fifa-præsident. Det glæder DBU-formand Jesper Møller.
Præsidenten for det europæiske fodboldforbund (Uefa), Michel Platini, bekræfter, at han stiller op ved præsidentvalget i det internationale fodboldforbund (Fifa), og det skaber glæde hos Dansk Boldspil-Union.
- Det er vi selvfølgelig glade for, at han gør. Allerede nu tør jeg godt sige, at jeg er klar til at bakke ham op, lyder det fra Jesper Møller, formand i DBU.
Michel Platini har onsdag skrevet til de 209 medlemslande i Fifa og meddelt, at han er klar til at stille op som kandidat til at afløse Sepp Blatter på posten.
- Jeg tror på, at Platini kan være manden, der kan eksekvere reformerne. Vi ved godt, at det bliver svært, men han er manden, der kan føre det ud i livet, siger Jesper Møller.
DBU efterspørger mere gennemsigtighed og transparens i Fifa, der de seneste mange år har haft ry for at være korrupt.
Senest så en større korruptionsskandale dagens lys.
- Korruption og bestikkelse har desværre været et tema længe i Fifa. Det er jeg helt sikker på, at man ikke kommer til at se fra Platinis side.
Michel Platini har været præsident for Uefa siden 2007, og han har siddet i Fifas eksekutivkomité siden 2002.
- Han har givet plads til både de store og de små lande. Han har forsøgt at sikre en eller anden form for solidaritet. Han er en dygtig fodboldmand, der har formået at skabe et stort sammenhold i Uefa.
- Han har bragt fornyelse ind i Uefa, og jeg har været meget tilfreds med hans indsats i forbundet, siger DBU-formanden.
- Han har erfaring, han har hjertet på det rette sted, og når jeg er til Fifa-kongresser, fornemmer jeg, at der hersker stor respekt omkring ham.
Kandidater til Fifas præsidentvalg skal melde sig senest 26. oktober. Valget sker på en ekstraordinær kongres i Zürich 26. februar næste år.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker