Fra alle verdenshjørner lyder der i øjeblikket et krav om at indføre teknologi i fodboldens verden, så man kan undgå nogle af de skrupforkerte dommerkendelser, der prægede søndagens ottendedelsfinaler ved VM i Sydafrika.
Men det internationale fodboldforbund, Fifa, afviser kravet. Og Fifa får opbakning i sin afvisning fra Dansk Boldspil-Unions formand, Allan Hansen.
- Jeg er imod, at vi indfører for meget teknologi. Fodbold skal ikke blive et computerspil, men forblive et menneskebaseret spil.
- Fodbold er et drama baseret på menneskelige følelser og menneskelige afgørelser. Går vi væk fra det princip, så mister fodbold en stor del af sin charme, siger Allan Hansen, der har givet udtryk for samme holdning i sit arbejde i det europæiske fodboldforbund, Uefa, hvor han sidder i bestyrelsen.
Søndagens mest eklatante fejl skete i kampen mellem England og Tyskland, hvor et skud fra Frank Lampard klart slog ned bag mållinjen, men kampens dommer dømte ikke mål i situationen.
Allan Hansen tilføjer dog, at han måske kan omvendes, hvis der en dag kommer et simpelt system, hvor dommeren eksempelvis hører en lyd, når bolden passerer målstregen. Men forslaget, om at dommeren eller en anden officiel skal gense situationen på en tv-skærm, afviser han kategorisk.
- Jeg vil aldrig bakke op om et system, hvor spillet bliver stoppet. Nu har vi i årevis lavet regler for at sikre, at spillet ikke bliver afbrudt. Spillet skal køre hele tiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde