DBU går ind i e-sport og laver e-landshold
Danmark får i fremtiden et landshold, der skal konkurrere i konsol- og computerspillet Fifa. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
DBU opretter et landshold i Fifa. Det såkaldte e-landshold debuterer ved en turnering i Finland i februar.
Dansk Boldspil-Union (DBU) går ind i e-sport og opretter blandt andet et e-landshold, der skal kæmpe for Danmark i konsol- og computerfodboldspillet Fifa.
Det siger Keneeth Reeh, der er konstitueret administrerende direktør i DBU.
- Interessen for e-sport er kæmpe blandt børn og unge, og et spil som Fifa er for længst blevet en konkurrencesport. Derfor lancerer vi nu Danmarks første e-landshold, som skal forsvare Danmarks ære internationalt.
- Samtidig har vores lokalunioner planer om en masse aktiviteter, hvor e-sport kan bidrage til nye medlemmer og udvikling af vores fodboldklubber, siger DBU-direktøren.
Det nye e-landshold er blevet inviteret til Finland 2. februar for at deltage i en Fifa-turnering, hvor Danmark ud over finnerne også skal møde Norge og Sverige.
Samtidig vil DBU integrere e-sport ude i idrætsforeningerne med en ny breddeturnering, og DBU vil også lave e-fodboldskoler, hvor deltagerne både bliver dygtigere til Fifa, men også får råd om kostvejledning og fysisk træning.
Dansk Erhverv har lavet analyser, der viser et stort potentiale i e-sport. Derfor mener direktør Brian Mikkelsen, at det er sundt for erhvervslivet, at e-sport bliver mere udbredt.
- Der er rigtig store penge at hente i e-sport. Ikke kun for elitegamerne og deres hold, men også for en lang følgerække af erhverv indenfor eksempelvis turisme og detailhandlen.
- Når Danmark lægger jord til internationale elitesportsbegivenheder, så betyder det både flere penge i kassen hos hotellerne, restauranterne og souvenirbutikkerne, siger Brian Mikkelsen.
Tidligere er der blevet afviklet en e-Superliga i Fifa med et stort finaleshow i Forum, mens der har været udsolgt i Royal Arena i forbindelse med en afdeling af Counter Strike-turneringsserien Blast Pro Series.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde