Den regel brød Kim Aabech i november sidste år, og nu får han sin straf: Otte spilledages karantæne.
Det meddeler Dansk Boldspil-Union i en pressemeddelelse. Det er unionens disciplinærudvalg, der har tildelt Kim Aabech karantænen for at indgå væddemål om udfaldet af egen kamp.
Aabech får seks spilledages karantæne for at bryde reglerne - og to spilledages karantæne for at afgive urigtige oplysninger til DBU.
I pressemeddelelsen skriver DBU:
- Få timer inden Lyngby Boldklubs superligakamp mod FC København i Parken søndag den 6. november sidste år satte Kim Aabech penge på i alt 13 væddemål. De tre af dem var på kampen i Parken, som han var udtaget til.
- Spiludbyderen har bekræftet Kim Aabechs indskud på i alt 6.500 kroner, og at han satsede tre væddemål på sin egen kamp til trods for, at han overfor DBU har fastholdt, at han kun spillede en gang på kampen FC København-Lyngby Boldklub.
Kim Aabech blev skiftet ind med 20 minutter igen af kampen, som FCK vandt 3-0. Aabech havde spillet på, at FCK ville tabe kampen.
Kim Aabech har hele vejen igennem hævdet, at han spillede kuponerne for sin bror, og at kun et af væddemålene var på Lyngbys kamp mod FCK.
DBU har undersøgt sagen, og det viser sig, at Kim Aabech havde spillet på tre væddemål med Lyngby som taber.
Det var Lyngbys advokat Steen Rode, der 14. november gjorde DBU's advokat Thomas Jønsson opmærksom på, at en spiller i klubben havde indgået væddemål på kampen.
- Den 17. november meddelte Thomas Jønsson, at han og DBU ikke kunne modtage sådanne fortrolige oplysninger med frigørende virkning for Lyngby, hvorefter DBU indledte disciplinærsagen mod spilleren, skriver DBU.
Unionen skriver videre, at en klub ifølge DBUs Standardspillerkontrakt kan opsige en spillers kontrakt, hvis den pågældende findes skyldig i matchfixing, som betragtes som en væsentlig misligholdelse af kontrakten.
DBU slår fast, at Kim Aabech vidste alt om, at spil på egne kampe er ulovligt. I januar 2011 deltog Aabech i et foredrag om matchfixing.
Sagen er den første, der behandles, efter at DBU sidste år justerede og dermed strammede op på regelsættet og lovgrundlaget.
Karantænen træder i kraft omgående, Kim Aabech er dermed spærret i Lyngbys otte første kampe i foråret. Det betyder, at han kun står til rådighed for klubben i sæsonens syv sidste kampe.
Dommen kan ikke ankes.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker