DBU vil have særlig lov til at bekæmpe matchfixing
Dansk Boldspil-Union ønsker en særlig lovparagraf i straffeloven for bedre at kunne bekæmpe aftalt spil i dansk idræt.
Det siger DBU's formand Jesper Møller, efter at seks mænd er sigtet for at have aftalt udfaldet af fodboldkampe i den næstbedste række i 2010.
- Vi vil meget gerne have en selvstændig lovparagraf i den danske straffelov, der kan ramme direkte mod matchfixing, fordi vi tidligere har haft problemer bevisbyrdemæssigt, siger Jesper Møller, der udover at være formand for DBU også er advokat.
- Jeg ved, at Danmarks Idrætsforbund sidder og samarbejder med justitsministeriet om det. Og vi beder indtrængende politikerne om en speciallovsbestemmelse, så vi bedre kan ramme matchfixing, siger han.
Jesper Møller kender ikke til den nye sag, som Berlingske afslører i søndagens avis. Den har sit udspring i to kampe, der involverer Hvidovre IF.
Men formanden understreger, at matchfixing er højt på dagsordnen i DBU.
- Vi ser utrolig alvorligt på det. Matchfixing er en af de største trusler mod vores sport, og vi har en nultolerance-politik på det område.
- På Uefa-kongressen i foråret vedtog vi yderligere resolutioner, og på DIF's årsmøde i maj var jeg på talerstolen med forslag om et skærpet regelsæt for matchfixing. Det kommer op på DIF's ekstraordinære årsmøde i oktober. Vi arbejder kontinuerligt med det hele tiden.
- Man kan jo aldrig gøre nok. Vi vidensdeler med vores kolleger i Norden, og Danmark er rent faktisk meget langt fremme på dette område, siger Jesper Møller.
Ifølge en retsmødebegæring fra Københavns Politi fik de sigtede en gevinst på omkring 900.000 kroner. Sagen menes at trække tråde til Asien, da en filippinsk organisation ifølge politiet har spillet, hvad der svarer til to til tre millioner kroner i Asien.
Sagen er berammet til 19. december.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde