DBU's twitterforbud når helt til Indonesien

Tyskland, Tyrkiet, England, USA og den mindre fodboldnation Indonesien har valgt at bringe nyheden.

Det indonesiske medie tvOneNews citerer kulturminister Uffe Elbæk (R) for at kalde det en krænkelse af ytringsfriheden.

I øvrigt kalder mediet Uffe Elbæk for Danmarks sportsminister.

Vores naboer i Sverige har valgt at bringe nyheden på Aftonbladets hjemmeside med en kommentar fra den svenske landstræner Erik Hamrén.

Det amerikanske nyhedsbureau AP har også bragt historien, der har bredt sig til flere andre store medier i USA. Også i Tyrkiet er forbuddet en del af mediebilledet.

Sagen er eksploderet på internettet, hvor både komikere, sportspersonligheder og medierne har kastet sig over historien, der har fået tilnavnet "twittergate" med reference til sagen om Watergate fra USA.

Mens danske fodboldspillere har fået et forbud, har andre lande ladet det være op til spillerne selv, hvad de vil tweete. Enkelte lande, som eksempelvis Spanien, har dog indskærpet spillernes brug af sociale medier.

Der er dog ikke fare for, at danskerne går glip af de danske svømmere og atletikudøveres opdateringer, når Danmarks Idræts-Forbund (DIF) drager mod OL i London.

DIF mener, at sociale medier giver en god kontakt med fans, og derfor er der ingen regler for den slags.

/ritzau/

Det er ikke kun i Danmark, at historien om DBU's twitter-forbud til fodboldlandsholdet vækker opsigt. Resten af verden skriver også om nyheden.

Offentliggjort Sidst opdateret