DCU-formand klapper ad UCI: Meget tilfreds
Det kom som en god nyhed for Danmarks Cykle Union (DCU), da den internationale cykelunion (UCI) fredag meddelte, at den vil nedsætte en uafhængig kommission, der skal undersøge UCI's egen håndtering af Lance Armstrongs dopingfortid.
Det var nemlig DCU, der sammen med en række søsterforbund i Europa havde stillet ønsket om en uvildig undersøgelse.
- Det var hovedkravet fra os, så jeg er meget tilfreds med, at UCI's management komité har lyttet til dette, og at UCI's top har taget denne beslutning.
- I en oprydningsoperation er det vigtigt, at UCI tager førertrøjen på, og at deres rolle bliver afdækket. Det er et meget vigtigt signal, som UCI sender her, at de ikke står over sporten på dette område, siger DCU-formand Tom Lund.
Beslutningen blev taget på et møde i Geneve fredag i UCI's management komité, og planen er, at UCI 5. november vil offentliggøre, hvilken instans der skal udpege medlemmerne af den uafhængige kommission.
DCU-formanden mener, at den internationale sportsdomstol (CAS) kan blive den institution, som varetager opgaven med at udpege uvildige medlemmer til kommissionen.
UCI forventer, at kommissionens arbejde og rapport kan offentliggøres senest 1. juni 2013.
- Jeg håber, at det kommer til at gå hurtigere. Jeg håber, at vi har en delkonklusion at tage stilling til, når vi holder møde i marts, siger Tom Lund.
Flere aktører i sporten har luftet mistillid til UCI's ledelse og den siddende præsident, Pat McQuaid.
Mistilliden skyldes blandt andet, at UCI har modtaget to større pengebeløb af Armstrong, og der går rygter om, at unionen desuden har ladet et par mistænkelige dopingprøver passere.
Ifølge chefen for det pågældende laboratorium i Lausanne, Martial Saugy, var disse prøver imidlertid ikke juridisk positive, men set fra et videnskabeligt synspunkt afslørede de tegn på snyd.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde