Jakob Fuglsang har hele tiden sagt, at han ville have sine kontraktforhold på plads senest et par dage inde i Tour de France.
Men nu trækker Team Saxo Banks stortalent i land. Han forventer først at få styr på fremtiden efter Touren, der begynder lørdag.
- I sidste ende tror jeg, at det kommer til at vente til efter Touren. Jeg havde håbet, at det var på plads inden. Men nu når showet er i gang, synes jeg egentlig, at der er nok at se til. Jeg vil helst bare koncentrere mig om det her. Og så tager vi fremtiden bagefter, siger Jakob Fuglsang.
Han har fem-seks tilbud at vælge imellem, heriblandt ét fra Bjarne Riis. Og alt peger i retning af, at også Team Saxo Banks tidligere sportsdirektør Kim Andersen har givet ham et tilbud om at skifte til hans nye luxembourgske hold, der bliver en realitet næste år.
Team Saxo Banks anden Tour-debutant, Matti Breschel, har ligeledes flyttet fokus væk fra kontraktforhandlingerne. Hans kontrakt udløber - ligesom Fuglsangs - ved årsskiftet, men hvis han begynder at tænke for meget på fremtiden, frygter han, at løbet og al den megen opmærksomhed, der er forbundet med løbet, trækker ham ned.
- Kontraktforhandlingerne er sat på standby. Jeg ved jo ikke rigtigt, hvad det er, jeg går ind til. Kun, at det bliver hårdt både fysisk og mentalt, siger Matti Breschel.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde