Del Bosque slår Mourinho og Guardiola i Fifa-kåring

Spaniens landstræner Vicente del Bosque blev mandag hædret af det internationale fodboldforbund, Fifa, som årets træner i 2012.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 62-årige spanier var nomineret sammen med Real Madrids José Mourinho, der i 2012 førte madrilenerne frem til det spanske mesterskab, samt den tidligere Barcelona-træner Josep Guardiola.

Del Bosque glimtede i 2012 ved at føre de regerende spanske verdensmestre frem til EM-titlen i Polen og Ukraine.

Efter en lidt svingende turnering var Spanien suveræne i finalen, hvor Del Bosques mandskab genvandt EM-turneringen med en overbevisende sejr på 4-0 over Italien.

Spanien er også kommet godt i gang med VM-kvalifikationen frem mod slutrunden i 2014, hvor holdet har syv point efter de tre første kampe. Spanierne deler førstepladsen i kvalifikationsgruppe I med Frankrig.

Det er landstrænere, landsholdsanførere og udvalgt journalister, der har valgt Vicente del Bosque som årets træner i 2012.

Ved kåringen i Zürich satte Fifa også et verdenshold for 2012, der består af 11 spillere, der til daglig optræder i den bedste spanske fodboldrække. Holdet, som er sat af omkring 50.000 fodboldspillere på verdensplan, ser ud som følger:

Iker Casillas (Real Madrid/Spanien) - Dani Alves (Barcelona/Brasilien), Gerard Pique (Barcelona/Spanien), Sergio Ramos (Real Madrid/Spanien), Marcelo (Real Madrid/Brasilien) - Xabi Alonso (Real Madrid/Spanien), Xavi (Barcelona/Spanien), Andrés Iniesta (Barcelona/Spanien) - Lionel Messi (Barcelona/Argentina), Radamel Falcao (Atletico Madrid/Colombia), Cristiano Ronaldo (Real Madrid/Portugal).

/ritzau/