Tredje gang var lykkens gang for træner Alberto Zaccheroni, da Juventus langt om længe fik en sejr og tre særdeles tiltrængte point. Det skete, da Torino-mandskabet søndag fik vendt et truende nederlag på hjemmebane til en 3-2-sejr over Genoa i den italienske Serie A.
Det var holdets aldrende anfører, Alessandro Del Piero, som med to afgørende scoringer gav Juventus' nye træner, Alberto Zaccheroni, sin første sejr oven på to uafgjorte kampe. Det var samtidig Juventus' blot anden Serie A-sejr i 2010.
To gange fik Juventus, der måtte undvære Christian Poulsen, som endnu ikke er helt fit oven på sin skade, ellers smidt en kold spand vand i hovedet, og det lignede længe, at krisen skulle fortsætte for Juventus.
Først udnyttede Genoas anfører, Marco Rossi, meget passivt spil i Juventus-forsvaret og siden havde han igen let spil, efter at Gianluigi Buffon tabte en bold på målstregen, som Marco Rossi var hurtigst over.
Men Alessandro Del Piero viste viljen, og det lykkedes for Juventus at kæmpe sig tilbage i kampen. Først scorede Del Piero efter flot kombinationsspil med Diego til 2-1, og senere kæmpede anføreren sig til et straffespark, som han selv omsatte til det afgørende 3-2-mål.
I bunden af Serie A rykker Livorno - med danske Martin Bergvold på banen i de sidste 12 minutter - ned på den forkerte side af nedrykningsstregen efter søndagens 0-1-nederlag til Bologna.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde