Delaney: Det var en fejl at presse højt på Kroatien
Thomas Delaney efter Nations League-kampen mellem Danmark og Kroatien i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Thomas Delaney mener, at kroaterne spillede to vidt forskellige halvlege efter stærke indskiftninger.
Det danske landshold begik muligvis en fejl ved at presse Kroatien for højt på banen i fredagens Nations League-kamp, efter at kroaterne sendte det tunge midtbaneskyts ind fra anden halvlegs start.
Det siger Thomas Delaney, der ærgrer sig over, at Danmark ikke fik scoret i første halvleg. Danmark tabte opgøret 0-1.
- Vi begik muligvis en fejl ved at gå lidt for højt op på dem i stedet for at vente på, at de begik fejl, siger den danske midtbaneprofil efter kampen.
Danmark sad godt på løjerne i kampens første 45 minutter, men måtte i anden halvleg se gæsterne fra Kroatien tage styringen efter indskiftningen af profilerne Luka Modric og Mateo Kovacic.
Andreas Skov Olsen, som i første halvleg var involveret i flere muligheder, var en af de danske spillere, der fik det sværere efter pausen.
- Jeg synes, at vi spillede en god første halvleg. Det er vildt ærgerligt, at vi ikke fik scoret der.
- De stod meget dybt i første halvleg, men da Modric kom på banen i anden halvleg, havde vi svært ved at sætte presset, siger Skov Olsen efter kampen.
Generelt var der ikke meget at skrive hjem om i kampen, der ikke bød på de store chancer fra hverken dansk eller kroatisk side.
Danmark blev i løbet af kampen noteret for blot et enkelt skud inden for målrammen. Det var for sløjt, mener Andreas Skov Olsen.
- Vi manglede skarpheden. De sidste løb og de sidste pasninger sad ikke i skabet, siger han, men pointerer, at han heller ikke synes, at Kroatien havde det store at byde på.
- Jeg synes ikke, at de skabte utrolig meget. Men det gav dem en kæmpe fordel, at Modric kom ind og tog presset af holdet, siger den tidligere FC Nordsjælland-spiller.
Heller ikke Thomas Delaney synes, at kroaterne havde den store trussel fremad i banen.
- De havde bolden en del mere i anden halvleg, men jeg føler aldrig rigtig, at de truede os så meget, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde