Delaney og Dortmund skaber afstand til Leipzig med sejr
Thomas Delaney i den gule Dortmund-trøje fik hele kampen mod Hertha Berlin. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Borussia Dortmund har fire point ned til RB Leipzig efter en hjemmesejr over Hertha Berlin.
Borussia Dortmund har sat kurs mod andenpladsen i den tyske Bundesliga.
Lørdag aften blev Hertha Berlin sendt hjem til den tyske hovedstad med et nederlag på 0-1, og det skaber luft til RB Leipzig på tredjepladsen.
Leipzig, der tidligere lørdag spillede 1-1 mod Paderborn, har 59 point, mens Dortmund har 63 som nummer to.
Udsigten til at true Bayern München i kampen om guldet er til gengæld mere dyster for Dortmund, efter at Bayern tog endnu en sikker sejr lørdag eftermiddag. Den sydtyske storklub er syv point foran Dortmund.
Spillere og stab fra Dortmund og Hertha Berlin viste før lørdagens opgør deres opbakning til den afdøde amerikaner George Floyd og bevægelsen Black Lives Matter.
Det gjorde de ved at knæle i stilhed, umiddelbart inden kampen blev fløjtet i gang.
Blandt de knælende var danske Thomas Delaney, som igen var valgt til Dortmunds startopstilling.
Hverken han eller holdkammeraterne kom til nævneværdige muligheder i første halvleg, der var en halvkedelig forestilling på Signal Iduna Park.
Belgiske Thorgan Hazard fik en chance midtvejs, men han ramte bolden skævt, så den gik forbi mål.
Der var mere bid i Dortmund-offensiven efter pausen, og efter fem minutter fik det engelske stortalent Jadon Sancho en stor mulighed for at bringe Dortmund på 1-0.
En flad afslutning fra Sancho gik forbi mål, og føringen lod vente på sig.
I stedet blev det en mere uvant målscorer, som bragte Dortmund foran, da midtbanespilleren Emre Can sparkede bolden kontrolleret i nettet med indersiden på et hovedstødsoplæg fra Julian Brandt.
Sancho fik igen en stor chance et minut før tid efter et elegant opspil, men denne gang klarede den norske Hertha-keeper, Rune Jarstein.
Mens Dortmund ligger godt til i toppen, er Hertha Berlin i midten af tabellen som nummer ni.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker