Dele Alli: Eriksen-indskiftning gjorde forskel i comeback
Christian Eriksen kom på banen efter 29 minutter, da Tottenham var bagud med 0-2. Foto: Eddie Keogh/Reuters
Eddie Keogh/Reuters
Tottenham var bagud med 0-2, da Christian Eriksen kom på banen og var med til at vinde 4-2 over Olympiakos.
Christian Eriksen var med til at vende 0-2 til en 4-2-sejr til Tottenham i tirsdagens Champions League-gruppekamp mod Olympiakos, der sikrede den engelske klub avancement til ottendedelsfinalen.
Danskeren kom på banen i stedet for Eric Dier efter 29 minutter, da Tottenham var bagud med 0-2.
Og indskiftningen af danskeren gjorde en forskel, mener Eriksens holdkammerat Dele Alli, der startede kampen på banen og scorede Tottenhams første mål kort inden pausen.
- Det gjorde en forskel. Vi var ved at tabe, da han kom ind, og træneren (José Mourinho, red.) tog en beslutning om at sende en mere offensiv spiller på banen.
- Det kunne have været hvem som helst af os, der skulle ud efter de første 20 minutter, men heldigvis fungerede indskiftningen, siger Dele Alli til det britiske medie BT Sport.
Mourinho havde ellers valgt at starte med Eriksen på bænken, men kampens udvikling betød, at danskeren hurtigt blev bedt om at holde sig klar.
- Det var for holdets skyld, og vi havde brug for en anden løsning. Vi var nede med 0-2, og de (Olympiakos-spillerne, red.) lukkede godt ned, siger Mourinho til BT Sport.
- Jeg havde brug for en anden mand, der sammen med Dele Alli kunne komme ind i mellemrummene. Det var noget, jeg gjorde for holdet og ikke de enkelte spillere, siger træneren.
Christian Eriksen lagde op til Tottenhams sidste mål, da han sendte et frispark ind i feltet til Harry Kane, der med sin anden scoring headede bolden ind til slutresultatet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned