Delstat nægter at lukke uvaccinerede ind til Australian Open
Novak Djokovic er ikke vaccineret mod coronavirus, og det ser ud til, at han af den årsag ikke kommer til at spille Australian Open. (Arkivfoto) Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix
Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix
Delstaten Victoria vil ikke ansøge om dispensationer til spillere, der ikke er vaccineret mod coronavirus.
Forvirringen er total i Australien.
Natten til onsdag dansk tid har premierminister Scott Morrison udtalt, at uvaccinerede tennisspillere kan deltage i Australian Open, hvis de går i to ugers karantæne, men meget tyder på, at det alligevel ikke bliver tilfældet.
Grand slam-turneringen skal spilles i Melbourne i delstaten Victoria, og efter premierministerens udmelding har delstatsleder Daniel Andrews allerede afvist at byde uvaccinerede tennisspillere indenfor.
Det skriver Reuters og flere australske nyhedsmedier.
Delstaterne skal ifølge australske retningslinjer anmode om dispensation, hvis de vil åbne grænserne for personer, der ikke er vaccineret mod coronavirus.
- På vegne af alle de vaccinerede personer i Victoria, som har gjort det rette, vil min regering ikke anmode om dispensationer for uvaccinerede spillere.
- Hvis vi ikke anmoder om dispensationer, så bliver der ikke givet nogen dispensationer. Så er hele problemet i bund og grund løst, siger Daniel Andrews.
Allerede i sidste uge var Daniel Andrews ude at så tvivl om, hvorvidt uvaccinerede spillere kan komme til Australian Open. Det vil gå ud over blandt andre Novak Djokovic, som indtil videre har sagt nej til vaccinen.
Kort efter var Australiens immigrationsminister, Alex Hawke, ude og slå fast, at man skal være færdigvaccineret for at komme ind i landet til Australian Open.
Siden blev en mail fra de kvindelige spilleres organisation, WTA, lækket. Af den fremgik det, at uvaccinerede spillere godt kan komme til Australian Open, hvis blot de går i to ugers karantæne inden turneringen.
Natten til onsdag tog det så igen fart. Premierminister Scott Morrison gav udtryk for, at tennisspillere kan komme til Melbourne, hvis blot de går i to ugers karantæne, og at delstaten Victoria ansøger om dispensation.
Det har Victoria altså afvist, og nu er sagen igen i hårdknude.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker