Dementieva sendt ud af amerikansk håb

Elena Dementieva er blandt favoritterne i alle de store tennisturneringer, hvor hun stiller til start. Men dette års udgave af US Open blev en kort fornøjelse for den fjerdeseedede russer, der torsdag måtte forlade den amerikanske grand slam-turnering efter et nederlag til 17-årige Melanie Oudin i anden runde.

Selv om Melanie Oudin undervejs måtte behandles for en lårskade, så formåede det amerikanske tennishåb at spille lige op med Dementieva, der tidligere i år nåede frem til semifinalerne i Australian Open samt Wimbledon. Derfor kunne amerikaneren også fortjent sikre sig sejren på sin tredje matchbold med cifrene 5-7, 6-4 og 6-3.

Med Dementievas exit er den mulige finalevej for danske Caroline Wozniacki også blevet en anelse nemmere. Danskeren risikerede senere i turneringen at møde russeren i kvartfinalen.

/ritzau/

Den 17-årige amerikaner Melanie Oudin slog helt sensationelt fjerdeseedede Elena Dementieva ud af US Open.

Offentliggjort Sidst opdateret