Den bedste Svensson-sæson nogensinde

Mainz har været årets overraskelse i tysk fodbold, hvor oprykkerklubben efter første halvsæson ligger på andenpladsen i den tyske Bundesliga.

Holdets danske forsvarer, den tidligere FC København-spiller Bo Svensson, tøver da heller ikke med at kalde det seneste år for hans mest succesfulde periode i karrieren.

- Godt nok har jeg vundet "the double" med FCK, men tingene i Tyskland er bare større, og når man præsterer hernede, har det større effekt og betydning på mig, fordi konkurrencen er så stor, siger han til sporten.tv2.dk.

Den 31-årige dansker har genvundet sin plads i startopstillingen, og derfor betyder klubbens succes noget ekstra.

- I 2010 spillede jeg 25 ud af de 34 Bundesligakampe, vi har spillet, og jeg er utrolig glad for at få så mange kampe. For et år siden så det utænkeligt ud, at jeg skulle have så mange kampe på CV'et, siger Bo Svensson.

Holdet går lige nu på vinterpause og mødes først engang i januar. Trods den gode efterårssæson slår Bo Svensson fast, at målet for foråret ikke handler om at vinde guld, selvom det selvfølgelig ville være dejligt.

- Det er et fantastisk halvt år, vi har spillet, og hvis vi bare kan slutte i den øverste halvdel af tabellen, er det positivt, siger han til sporten.tv2.dk.

Borussia Dortmund fører Bundesligaen med et forspring ned til Mainz på 10 point.

/ritzau/

Bo Svensson mener, at denne sæson med Mainz overgår tiden i FC København, hvor det blev til The Double.

Offentliggjort Sidst opdateret