Den danske b-kæde fik tyske klø

Efter to sejre på to dage tabte Danmark den afsluttende gruppekamp ved GF World Cup i kvindehåndbold. Tyskland vandt 27-19 i en kamp, som om ikke andet har givet landstræner Jan Pytlick et fingerpeg om, hvem der måske ikke helt har niveauet til at spille med ved EM på hjemmebane i december,

Danmark var allerede inden kampen sikre på at vinde sin pulje, og derfor benyttede landstræneren lejligheden til at spare profiler som Mette Melgaard, Camilla Dalby og Karin Mortensen. Hele seks spillere fra den danske trup kiggede sammen med den skadede Lærke Møller på, mens der blev givet spilletid til nogle af dem, der er på vippen til EM-truppen.

Men ingen af marginalspillerne formåede for alvor at imponere. Det skyldes dog nok også, at de blev prøvet af i uvante konstellationer og uden at have rutinens tryghed med på banen.

- Det var helt sikkert lidt af en uriaspost, som nogen af dem blev sat på. Men det var vigtigt for mig at få dem testet og se, hvad de byder ind med, og hvordan de reagerer, når tingene ikke lige kører, siger landstræner Jan Pytlick.

Han vil dog ikke fortælle, hvem der efter hans mening bestod, og hvem der dumpede.

- Den evaluering holder jeg for mig selv, siger Pytlick.

Han så sit hold komme bagud 0-6 og først komme på måltavlen efter knap 13 minutters spil. Playmaker Christina Krogshede og de øvrige danske spillere havde simpelthen svært ved at få glid i angrebsspillet.

- Jeg havde da glædet mig meget til at spille, selv om jeg godt vidste, at det ville blive en svær kamp. Så fik vi en mareridtsstart og kom bagud 0-6, og så ser tingene jo pludseligt helt anderledes ud, siger Krogshede, som dog sammen med holdkammeraterne fandt tilbage i sporet senere i første halvleg.

Trine Troelsen blev skiftet ind og var med til at give mere ro på angrebsspillet, og venstrefløjen Gitte Brøgger Led bidrog med tre flotte scoringer til at udligne den tyske føring, så stillingen ved pausen var lige, 10-10.

I anden halvleg lagde tyskerne imidlertid endnu en tand på, og så måtte Pytlicks b-kæde resignere endegyldigt, til stor ærgrelse for chefen selv.

- Vi gjorde det alt for nemt for dem, og vi havde inden kampen i hvert fald ikke et billede af, at vi kunne tabe med otte mål. Det var lige voldsomt nok, siger Pytlick.

Førstepladsen i puljen betyder, at Danmark i semifinalen møder nummer to fra den anden pulje. Det blev ærkerivalerne fra Norge, der tabte til Rumænien tidligere på ugen, og som torsdag faktisk var lige ved at ryge helt ud af turneringen. Nordmændene var bagud med 11-14 ved pausen mod Rusland, men fik dog mandet sig op til en sikker 30-21-sejr. Et nederlag havde betydet, at Sverige havde overhalet Norge i stillingen og sendt Gro Hammerseng og holdkammeraterne på tidlig weekend.

Den anden semifinale står mellem Rumænien og Frankrig, og begge kampe spilles lørdag eftermiddag.

/ritzau/

Danmark tabte den betydningsløse kamp mod Tyskland med 19-27 ved GF World Cup i kvindehåndbold. Reserverne fik chancen, men slog ikke til.

Offentliggjort Sidst opdateret