Den dobbelte målscorer Wind: Jeg vil spille fra start

Wolfsburg-angriberen Jonas Wind scorede to mål i søndagens 4-3-sejr over Mainz. Foto: Swen Pfärtner/Ritzau Scanpix

Med to mål i slutminutterne mod Mainz sørgede Jonas Wind for en sejr til Wolfsburg, og nu vil han starte inde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jonas Wind gider ikke at sidde på bænken hos Wolfsburg. Han vil spille fra start.

Det siger den 25-årige danske landsholdsangriber, der søndag kom ind fra bænken og scorede to mål for Wolfsburg i sejren på 4-3 hjemme over Mainz i den tyske Bundesliga.

- Det er selvfølgelig meget rart, at jeg scorede to mål. Men I ved alle, at jeg vil spille fra start. Jeg er ikke tilfreds med at sidde på bænken. Men i øjeblikket er det sådan, det er, siger Wind ifølge dpa.

Wind kom ind fra anden halvlegs start, da det stod 2-1 til Mainz. Senere kom Mainz også foran 3-2, inden Wind slog til to gange i det 84. og 94. minut.

Sejren over Bo Henriksens tropper førte Wolfsburg op på femtepladsen i ligaen, og for Winds vedkommende handler det om at kvalificere sig til europæisk fodbold i næste sæson.

- Vi skal i Europa. Vi ved, at starten på sæsonen ikke var god. Men vi bliver bedre og bedre for hver dag. Vi træner rigtig godt. Vi har meget selvtillid og viser en god mentalitet, lyder det fra Wind.

Med de to mål er Jonas Wind klubbens delte ligatopscorer med fem mål, og søndagens præstation sikrede danskeren en plads på rundens hold hos Kicker.

Wind har også scoret to mål i den tyske pokalturnering i denne sæson, og det gør ham til Wolfsburgs topscorer på tværs af turneringer.

/ritzau/