Den gode søvn skal gøre danske OL-atleter hurtigere og stærkere
Viktor Axelsen har i mere end et årti dyrket den gode søvn. Han bruger såkaldte blue light blocking glasses, så lyset fra mobiltelefonen ikke forstyrrer hans døgnrytme. Han forsøger også selv at sørge for aircondition på sit værelse under OL, da han foretrækker at sove køligt. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er en stor sammenhæng mellem søvn og præstationsevne. Netop til OL er det svært at finde ro til at få sine timer i sengen, men Danmark er forberedt.
Ritzau RitzauThomas Amstrup, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Søvnkvaliteten hos de danske atleter kan blive afgørende for, hvor godt Danmark klarer sig til OL i Paris.
Det er velkendt, at det kan være svært at falde til ro til verdens største sportsbegivenhed, hvor tusindvis af atleter er stuvet sammen i den olympiske by.
Samtlige 133 danskere er før OL blevet opfordret til at opbygge gode søvnmønstre og sove op til ni timer i døgnet.
- Så har de en buffer, de kan tage af, når OL går i gang.
- Det kan være svært at sove under OL, hvor der er mange forstyrrelser, og derfor er det godt at have etableret en rytme, som de kan læne sig ind i under OL, siger Lars Johansen, der er sportsfysiolog hos Team Danmark.
Annonce
Søvnen er den vigtigste restitutionsfaktor, viser studier, og passer atleterne ikke deres søvn over en periode, har det indflydelse på den akutte præstationsevne.
Den rigtige mængde søvn kan bidrage til at forbedre træfsikkerheden og reaktionstiden, mens søvnmangel kan reducere både teknik og fysisk ydeevne.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
- Det er ikke, mens man træner, at man bliver bedre. Det er i pauserne. Optimerer man sine pauser, så får man mere ud af træningen, siger Lars Johansen.
Han forklarer, at søvnen renser hjernen på samme måde, som lymfekirtlerne fjerner affaldsstoffer fra kroppen.
Oveni søvnen om natten opfordrer sportsfysiologen samtidig atleterne til at tage en såkaldt performance-lur på 20 minutter midt på dagen.
Så står de bedre rustet, hvis de skulle ramme en dårlig nat med få timers søvn under legene i Frankrigs hovedstad, og de vil stadig kunne yde en toppræstation.
- Studier viser, at det er helt op til 60-65 procent, der sover dårligt før en konkurrence. I holdidræt er det en smule lavere.
- Har atleterne opbygget et fornuftigt mønster og bruger strategien med at få en lur, så vil den arousal (parathed, red.) eller adrenalin, der er i kroppen, gøre, at man præsterer, som man nu skal.
- Derfor er det godt at have noget i banken, når man rammer Paris, siger Lars Johansen.
Atleterne skal sove på standardsenge i fire- til ottepersoners lejligheder. Forskellige kerner i madrasserne gør, at de kan tilpasses den enkelte atlet, der også får udleveret en topmadras af den danske delegation.
Annonce
Derudover opfordres de til at medbringe egne puder og dyner, så de ikke skal vænne sig til alt for meget nyt.
Den regerende olympiske mester i badminton, Viktor Axelsen, har i flere uger indstillet sin søvnrytme på OL, da han er bevidst om søvnens betydning for succes.
- Min bedre halvdel Natalie og jeg har sovet hver for sig det meste af tiden, så jeg har fået min optimale søvn, siger han.
Adskillelsen skyldes ikke, at parret har to mindre børn, der kræver opmærksomhed om natten.
- Vi er ude på den anden side af det, for vores børn vågner ikke og skal have sutteflaske eller ammes, men på grund af OL har vi sovet størstedelen af tiden hver for sig.
- Søvnen er vigtig, og det kræver nogle kompromisser, siger Axelsen.
Allerede for 12 år siden begyndte han at bruge briller, der blokerer blåt skærmlys fra eksempelvis mobiltelefoner. Det blå lys forstyrrer hormonet melatonin, der regulerer døgnrytmen.
- Jeg har meget tidligt i min karriere forsøgt at optimere på søvn.
- Dengang var der nogle, der grinte af mig, men i dag er der mange, der bruger dem, siger Axelsen.
For at sikre optimal søvn i Paris tager han flere forholdsregler.
Annonce
- Det er jo ikke ligefrem luksus, vi kommer ned til.
- Der er ikke aircondition på værelset, og jeg skal se, om jeg kan finde en løsning på det, da jeg gerne vil have, at det er køligt, når jeg sover. Jeg skal også have ørepropper med, da det kan være lydt, siger han.
/ritzau/
For lidt søvn øger risikoen for skader og sygdom
Det er vigtigt for atleter at etablere gode søvnvaner og mønstre, hvis de skal levere toppræstationer. En enkelt dårlig nat betyder dog ikke det store for præstationsevnen.
* Atleter, der i gennemsnit sover seks timer per nat, har fire gange så høj skadesrisiko, som atleter der sover ni timer.
* For lidt søvn nedsætter smertetolerancen markant.
* Den rette mængde søvn forbedrer præstationsevnen, reaktionstiden og træfsikkerheden.
* Natten før en store konkurrence som et OL kan det være svært at sove rigtig godt, men det er uden betydning, hvis ellers atleten har gode søvnvaner.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen