Denis Menchov afviser Kyllingens dopinganklage

Den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen anklagede torsdag sin tidligere holdkammerat Denis Menchov for at have brugt bloddoping.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skete, da Rasmussen vidnede i forbindelse med en erstatningssag mellem ham og Rabobank.

- Menchov, Boogerd og jeg fik bloddoping, siger Rasmussen ifølge det hollandske medie NOS, der liverapportede fra afhøringerne i erstatningssagen, som foregik i Arnhem.

Denis Menchov er stadig aktiv og kører i øjeblikket med i etapeløbet Paris-Nice.

- Nej, det er ikke sandt, siger Menchov ifølge Velonews efter torsdagens etape, da han blev spurgt, om han havde brugt bloddoping, som den danske rytter hævder.

- Jeg har ingen kommentarer om doping, siger han videre.

Rasmussen fortalte torsdag også, at man opbevarede det forbudte epo-stof Dynepo i holdbussens køleskab hos Rabobank.

Denis Menchov har aldrig indrømmet brug af doping. Michael Boogerd, som Rasmussen nævner i samme åndedrag, har for få dage siden indrømmet brug af doping i sin aktive karriere.

Michael Rasmussen stod tidligere på året frem og fortalte om sit eget mangeårige dopingmisbrug.

/ritzau/