Der skal rides videre på bølgen
Kristian Lund Vukman skal også være flyvende i eftermiddagens vitale udekamp mod Stoholm, hvor Team Sydhavsøerne kan sikre sig oprykningskampe, hvis resultaterne flasker sig. Foto: Flemming K. Karlsen
Flemming K. Karlsen
Giftig kamp for Team Sydhavsøerne i Stoholm, der kæmper for at undgå nedrykning.
MARIBO Team Sydhavsøerne har i den grad fundet formen her sidst på sæsonen, og fra baghjul har de arbejdet sig op på tredjepladsen i 1. division efter nogle fornemme sejre over de øvrige tophold i rækken.
Senest i søndags på udebane mod den daværende nummer tre, Skive, der blev banket på egen bane med 35-28.
Det betyder, at Team Sydhavsøerne med sejre i sæsonens sidste to kampe mod Stoholm lørdag eftermiddag og Ølstykke/Jyllinge (HØJ) næste lørdag booker billet til oprykningskampene til Håndboldligaen.
En billet der faktisk kan sikres allerede i eftermiddag, hvis Team Sydhavsøerne vinder i Stoholm, og Skive en time senere taber i HØJ.
Sejr er nødvendig
Derfor skal Team Sydhavsøerne "bare" vinde i Stoholm, der ligger lige under den nedrykningsstreg, der forlænger sæsonen med nedrykningskampe.
Netop det faktum gør, at kampen langt fra kan tages for givet, da holdet fra stationsbyen mellem Skive og Viborg skal vinde for at undgå disse nedrykningskampe.
Derudover skal det med, at Stoholm faktisk vandt den omvendte kamp i Maribo før jul med 23-22, hvilket betyder, at assisterende træner Nick Szwiec tager den lange bustur til Stoholm med en følelse af, at der skal ydes maksimalt for at få en sejr med hjem.
- Vi dummede os gevaldigt sidst mod Stoholm, og vi vil gerne op og vise et helt andet udtryk, siger Nick Szwiec, der har haft masser af samtaler med spillerne i ugens løb.
- Det er en kæmpe mental udfordring. Vi er fysisk fuldstændig klar til opgaven, og spiller vi op til vores bedste, så vinder vi også, men det handler om at være klar på, hvad de kommer med, siger Szwiec.
- Vi må ikke miste fokus, når de spiller deres enormt lange angreb, lyder det fra assistenttræneren, der peger på Frederik Nørbjerg som den altafgørende Stoholm-profil, som der skal holdes øje med.
- Kan vi stække ham, er vi nået langt, siger Nick Szwiec, der også har et vågent øje på Johnny Landberg, der scorede 10 gange, sidst de to hold mødtes i Maribo.
- Men han har ikke været så fremtrædende på det seneste, fortæller Nick Szwiec, der kan berette om en fantastisk stemning i truppen ovenpå sejren i Skive i søndags.
Stemningen er god
- Vi har aldrig trænet bedre, og humøret har aldrig været højere end lige nu.
- Jeg synes, nogle af de andre hold ser trætte ud på nuværende tidspunkt. Det ser jeg slet ikke hos vores spillere. De ser rigtig friske ud og er fuldstændig klar til opgaven i Stoholm, forsikrer Nick Szwiec, der på nær langtidsskadede Nikolaj Frejlev har alle mand klar til eftermiddagens kamp.
Der er kampstart klokken 14.00 i Stoholm Idræts -og Kulturcenter, og opgøret kan følges direkte i Radio Sydhavsøerne.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse