Deschamps lover Danmark hård modstand i VM-kamp
Didier Deschamps, der er landstræner i Frankrig, håber, at de franske spillere kan få restitueret til kampen mod Danmark 26. juni. Foto: Andrew Couldridge/Reuters
Andrew Couldridge/Reuters
Frankrig vil vinde Danmarks VM-gruppe, meddeler landstræner Didier Deschamps efter 1-0-sejr over Peru.
Danmark møder 26. juni Frankrig i den sidste gruppekamp ved VM i Rusland, og her venter der hård modstand.
Selv om Frankrig torsdag sikrede billetten til at spille ottendedelsfinale, så går de franske stjerner efter at vinde gruppe C.
- Vi vil nyde denne sejr og forsøge at restituere og forberede os på den næste kamp, så vi kan sikre, at vi bliver nummer ét i gruppen inden knockoutkampene, siger Didier Deschamps, der er fransk landstræner, ifølge AFP.
Frankrig vandt torsdag 1-0 over Peru, og dermed har Frankrig seks point i toppen af gruppen foran Danmark med fire point.
Australien har et enkelt point, mens nederlaget betød, at Peru stadig har nul point efter to kampe.
Nederlag på 0-1 til både Danmark og Frankrig betød, at Peru ikke kan komme videre fra gruppen, selv om nationen besejrer Australien i sin sidste gruppekamp.
Peru er med ved VM-slutrunden for første gang siden 1982, og i de to første gruppekampe har Peru fået voldsom stor opbakning fra peruanske fans, der er rejst med til Rusland.
Da nederlaget var en kendsgerning brød flere Peru-spillere ud i tårer, og landstræner Ricardo Gareca måtte efterfølgende undskylde til nationen.
- Der var en enorm mængde folk (fans, red.). Det smerter, at vi er elimineret. Vi er meget ked af, at vi ikke kunne give dem (folket, red.) en bedre turnering.
- Vi takker vores fans, og folk fra andre nationer har været overraskede over den passion og kærlighed, som vores fans har til os. Det er noget meget unikt og fantastisk, siger Gareca.
Den franske sejr blev sikret efter en scoring af unge Kylian Mbappe i første halvleg.
Den gjorde Mbappe til den yngste spiller nogensinde, der scorer for Frankrig ved en VM-slutrunde.
Mbappe er 19 år og 183 dage, mens David Trezeguet var 20 år og 246 dage, da han blev landets yngste målscorer ved en VM-slutrunde.
- Jeg har altid sagt, at en VM-slutrunden er drømmen for alle spillere, og det var det også for mig. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og jeg håber, der kommer flere dage som denne, siger Mbappe.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde