Det bliver et mægtigt drama

HC Midtjylland-træner forudser et håndboldbrag i Maribo mod Team Sydhavsøerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndagens håndboldopgør mellem Team Sydhavsøerne og HC Midtjylland i Maribo-Hallerne bliver et drama. Det forudser HC Midtjyllands cheftræner Ole Damgaard, som også tror, at de mange tilskuere kommer til at opleve en rigtig god og spændende håndboldkamp.

Ole Damgaard har set et par af Team Sydhavsøernes 1. divisionskampe, og da Folketidende talte med ham torsdag, var han i gang med at se video fra en af Team Sydhavsøerne kampe.

- Team Sydhavsøerne har været svingende i præstationerne. Men jeg har bemærket, at når de holder modstanderne nede på en lav score, får de point.

- Så vi vil forsøge at lave mange mål, og jeg vurderer, at vi skal op på 28-30 mål for at få point med hjem, siger HC Midtjylland-træneren.

Sidste sæson kæmpede HC Midtjylland med Lemvig om førstepladsen i 1. division, men måtte “nøjes” med andenpladsen og oprykningskampe til Ligaen. Det lykkedes akkurat ikke at komme op.

Oprykning denne sæson er ikke et tema for Ole Damgaard, fordi HC Midtjylland mistede flere profiler efter sidste sæson.

- Men vi vil gerne i top fire og dermed med i oprykningsspillet til Ligaen, understreger han.

Med 12 point efter ni spillerunder - fire point flere end Team Sydhavsøerne - indtager HC Midtjylland fjerdepladsen, hvilket Ole Damgaard er meget tilfreds med.