- Det er skønt at være tilbage

Søren Christensen (10) var tilbage med anførerbindet om venstre arm i udekampen mod Hvidovre i lørdags. Nederlaget på 0-1 skulle gerne revancheres i aften mod Kolding. Foto: Ingrid Riis

Tror på sejr ved hjemmekamp tirsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING 45 minutters spilletid var, hvad de 33-årige ben hos Søren Christensen kunne holde til i lørdagens nederlag mod Hvidovre.

Efter en længere skadespause er midtbanemotoren på vej tilbage i topform, men det hårde kampprogram med en ny stor udfordring allerede i aften mod Kolding gør, at restitutionstiden er ekstremt kort.

- Normalt elsker jeg at spille fodboldkampe, men jeg er jo efterhånden en rutineret herre, så det handler også om at gøre det på den rigtige måde og bevare tålmodigheden, så jeg kan holde længst muligt, siger Søren Christensen, der håber på, at der er mere en halvleg i benene i aften.

Nederlaget til Hvidovre gjorde ondt, men der er ikke tid til at dvæle ved spillede kampe, og det faktum at bunden kun er et point væk.

- Vi prøver at holde fokus på præstationen og bringe alt ind i kampene, men selvfølgelig kigger man på stillingen. Det ville være unaturligt andet.

Ingen frygt

- Men vi skal ikke gå og frygte, at vi rykker ned. Det ville være helt åndsvagt. Der er jo 11 kampe endnu, påpeger Søren Christensen.

Nedrykning vil han helst ikke tale om, men skulle det ske, så har han gjort op, hvad han vil.

- Jeg står last og brast med den her klub. Jeg elsker at spille i NFC og så længe jeg kan bidrage med noget, så gør jeg gerne det, siger Søren Christensen, der har gjort op, at uanset hvad, så bliver NFC hans sidste klub i fodboldkarrieren.

Hans kontrakt udløber med udgangen af denne sæson, og endnu er en forlængelse ikke på trapperne.

- Det tager vi stille og roligt. Lige nu skal al fokus være på at vinde så mange kampe som muligt, understreger Søren Christensen, der glæder sig til aftenens kamp.

- Vi skal bevise, at vi kan gøre det bedre end i lørdags. Det er på vores egen bane, og der skal Kolding ikke have noget med hjem, slår han fast.

Skuffelsen er væk

Samme opfattelse har cheftræner Claus Jensen ikke overraskende også:

- Skuffelsen fra i lørdags har vi rystet af os. Vi fik renset luften efter kampen, og nu er vi videre, lyder det fra Claus Jensen, der ikke er tilfreds med udbyttet på bare to point i de seneste tre kampe mod hold, der alle ligger under nedrykningsstregen.

- Vi ville gerne have haft flere, men det viser bare, hvor tæt rækken er.

Han har vundet og tabt til dagens modstander Kolding i løbet af sæsonen, og har respekt for de jyske oprykkere, der indtager en fjerdeplads i 1. division.

- Det er et hold, vi kender godt, og jeg anerkender, at de har gjort det godt, men jeg tror på, vi har planen, der kan slå dem.

Jordan i karantæne

Rent taktisk får man intet ud Claus Jensen, men det ligger fast, at Jordan Wilson afsoner karantæne, og det betyder at Gustav Kjeldsen glider ind i midterforsvaret fra sin plads på venstre back.

Hvem der så skal overtage backpladsen, er et åbent spørgsmål.

Anfører Lars Pleidrup er tilbage efter sit maveonde og kan spille pladsen, ligesom Simon Schultz Christensen også er i spil.

Der er kampstart klokken 19:00 i CM Arena.