Det koster kassen at spille i Boxen

Når de danske kvindelandsholdsspillere i håndbold til maj skal spille OL-kvalifikation, vil de meget gerne gøre det i Jyske Bank Boxen i Herning.

Men det er ikke sikkert, at ønsket går i opfyldelse. Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær Morten Stig Christensen vil i hvert fald ikke love, at det kan lade sig gøre.

- Jeg forstår udmærket spillerne, og jeg ville også meget gerne selv se dem spille i Herning.

- Men vi skal være helt sikre på, at det hænger sammen økonomisk, og derfor vil vi hellere fylde en hal med 5000 mennesker, end vi vil spille i Boxen, hvis den kun bliver halvt fyldt op, siger han.

Når økonomien spiller så stor en rolle, handler det om, at det internationale håndboldforbund IHF tager sig godt betalt for hjemmebanefordelen.

Ikke nok med, at IHF sidder på tv-rettighederne og reklamepengene, så vil verdensforbundet også have 50 procent af billetindtægterne.

- Det synes vi jo ikke er helt rimeligt, når det nu er os som arrangører, der løber hele risikoen. Vi risikerer jo at ende med et underskud, hvis ikke der bliver solgt nok billetter til at dække lejen for hallen, siger Morten Stig Christensen.

Han vil sammen med nogle af de andre værter for OL-kvalifikationsturneringer tage sagen op med IHF og prøve at forhandle en bedre aftale på plads.

/ritzau/

Økonomiske hensyn kan betyde, at Danmark må nøjes med en mindre hjemmebane i OL-kvalifikationen end Boxen.

Offentliggjort Sidst opdateret