Det mener Jesper Møller om...

* EM-åbningskampen i 2021 i Parken mod Finland:

Jeg var tjekket ind på hotel i København, men fløj hurtigt hjem til Aalborg, hvor jeg skulle holde et foredrag i AaB's erhvervsklub. Jeg skulle hurtigt tilbage til København, men da jeg lander med flyet i Aalborg, har jeg Jakob Jensen (daværende direktør i DBU, red.) i telefonen. Han siger, at jeg skal gå i isolation. Jeg svarer, at det kan jeg ikke. Der sidder 100 personer og venter på mig. Han fortæller, at en person, vi har været til møde med om formiddagen, er testet positiv for corona. Det ender med, at jeg ikke kommer til åbningskamp i Parken. Vi havde inviteret jeg-ved-ikke-hvor-mange internationale gæster. Jeg sad hjemme i Aalborg og så kampen på tv. Da jeg så Christian Eriksen falde om, slukkede jeg. Det var forfærdeligt.

* EM-semifinalen i 2021 mellem Danmark og England på Wembley:

Jeg var der ikke. Jeg sad igen i coronakarantæne. Vi havde været i Baku for at spille kvartfinale mod Tjekkiet, og i flyet på vej hjem sad jeg ved siden af landstrænerens kone. Da vi kom hjem, fik vi at vide, at én i flyet var testet positiv, og først ville styrelsen have, at alle på flyet skulle gå i karantæne. Det endte med at blive de seks første rækker, så jeg måtte i isolation igen og kom ikke på Wembley. Det var en nedtur for mig, og det kunne jeg næsten ikke håndtere. Jeg har ikke haft corona på noget tidspunkt, men sad i karantæne i to gange ti dage under EM.

* Dit højdepunkt som DBU-formand:

Min opgave er at tænke strategisk, og jeg er glad, når noget lykkes. Det kan være nogle politiske reformer, som er afgørende for fremtiden. Når jeg kører hjem, efter at hele repræsentantskabet i DBU har bakket op, så er jeg glad. Det var også stort, da AaB vandt The Double i 2014, og jeg fik lov til at overrække to pokaler inden for få uger til min egen klub.

* Lavpunktet:

Det var afstemningen i april i år omkring kvinde-EM i 2025. Det blev jeg skuffet over, at vi ikke fik sammen med de andre nordiske lande. Den eufori og begejstring, som EM i 2021 på herresiden skabte, ville vi også give til kvinderne. Så det var en kæmpe skuffelse for mig. Jeg hader at tabe, men nu er jeg glad igen og i gang med at udtænke en strategi for, hvad vi så skal gøre. Vi har brug for et fyrtårn, som et EM ville have været.

* Forskellen på at være formand i AaB og DBU:

Det er nemmere at være formand i DBU, fordi problemerne kommer langt tættere på i en klub. Jeg vil sammenligne det med at være statsminister og borgmester. Som borgmester skal du lukke skoler, og så kan du måske ikke gå ned og handle. I DBU tror jeg, at det har været en fordel for mig at bo i Aalborg. I Aalborg er der ingen, der siger noget til mig. Der er jeg bare Jesper.

* Forskellen på at være næstformand og formand:

Du skifter karakter, når du går fra at være næstformand til formand. Det gør du i forhold til dit bagland, og der er mange ting, man ikke siger til formanden. Næstformanden kan man sige alt til. Sådan var det i AaB, og sådan var det også, da jeg blev formand i DBU. Jeg kunne tydeligt mærke det - ikke mindst i medierne. Jeg er nordjyde, og det der med at føre sig frem, det er ikke nemt for os. Fører du dig frem i Aalborg eller Nordjylland, så får du altså at vide, at du godt kan falde lidt til ro. Hvis jeg ikke taler med pressen, så gemmer jeg mig og går i flyverskjul, og taler jeg med medierne, så fører jeg mig frem.

/ritzau/